Fyldt spidskål med oksekød i ovn
Stegt spidskål er simpelthen bare for lækkert, og her er de i en fyldt version med en utroligt velsmagende kødsovs. Det er sundt hverdagsmad, der er fuldstændig proppet med smag.
Ingredienser
til 4 personer- 400 g hakket oksekød
- lidt olie
- 2 porrer
- 1 rødløg
- 1⁄2 squash (stor)
- 2 spidskål (små)
- 2 spsk paprika
- 70 g tomatpuré
- 1 dl vand
- salt
- peber
- 50 g parmesanost
- 4 æg
Start med oksefarsen
Brun det hakkede oksekød grundigt af i lidt olie. Forbered grøntsagerne imens.
Skær toppen af porrerne, og kasser dem. Rens porrerne grundigt for jord, og snit dem i tynde ringe. Pil rødløg, og hak det fint. Kom porrer og rødløg op i panden til oksekødet, og lad det stege med, imens du forbereder resten af grøntsagerne.
Skyl squash, og riv den groft.
Udhul spidskål og lav fyldet færdigt
Skyl spidskål, og halver dem. Pil ca. 2/3 af de inderste blade ud af spidskålen, så hver halvdel bliver udhulet. Snit det fjernede spidskål fint.
Kom squash og snittet spidskål op til oksekødet i panden, og steg det med et par minutter. Tilsæt derefter paprika, tomatpuré og vand, og krydr med salt og peber. Lad kødfyldet simre i 5-10 minutter, og smag det grundigt til. Lad det efterfølgende køle af.
Forvarm ovnen til 180 grader.
Kom de udhulede halve spidskål op i et ildfast fad. Det er en god idé at bruge et lille fad, så spidskålene kan støtte hinanden. Alternativt kan du skære en smule af bunden af spidskålene, så de står bedre fast.
Fyld spidskålene og bag i ovnen
Rør kødfyldet sammen med æg og det meste af parmesanen, og fyld det i de halve spidskål. Drys med det resterende parmesan, og bag dem i ca. 25-30 minutter, til de er møre.
Næringsindhold for fyldte spidskål med oksekød
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 482 kcal | 1927 kcal |
Kulhydrat | 21 g | 85 g |
Protein | 42 g | 167 g |
Fedt | 23 g | 91 g |
- Publiceret d.
- 17.07.20.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Grøntsager ›
- Kål ›
- Spidskål ›
- Stegt spidskål