Grøntsagsfad med quinoa
Det her sunde grøntsagsfad med quinoa er super simpelt at lave og passer sig selv i ovnen det meste af tiden. Retten er skøn som alt-i-en vegetarisk aftensmad, men kan også bruges som tilbehør, hvis man ikke vil undvære kødet.
Ingredienser
til 4 personer- 2 1⁄2 dl quinoa
- 1 terning grøntsagsbouillon
- 3 1⁄2 dl vand (kogende)
- 1⁄2 dl soltørrede tomater (hakkede)
- 1 ds hakkede tomater
- 2 fed hvidløg
- 125 g bønner
- 1 rødløg
- 1 gul peberfrugt
- 1 squash
- 1 1⁄2 spsk frisk basilikum
- 1 tsk frisk oregano
- 2 tsk groft salt
- peber
- 1 kugle mozzarella ost
Forvarm ovnen til 200 grader.
Skyl quinoa grundigt, lad det dryppe godt af, og kom det op i et ildfast fad. Rør grøntsagsbouillonen ud i det kogende vand, og tilsæt det til fadet sammen med soltørrede tomater og de hakkede tomater. Pres hvidløget, og rør det i.
Nip enderne af bønnerne. Skær dem i mundrette bidder, og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i 4-5 minutter. Hæld derefter vandet fra, og kom bønnerne op i fadet.
Pil rødløget, halvér det, og skær det i mindre både. Fjern de hvide hinder og kerner fra peberfrugten, og skær den i tern. Skær squashen igennem på langs, og skrab kernerne ud med en ske. Skær squashen i tern. Hak basilikum og oregano, og kom det op i fadet sammen med rødløg, peberfrugt, squash og salt. Krydr godt med peber, og rør det hele godt rundt.
Sæt fadet i ovnen, og giv det ca. 55 minutter.
Skær mozzarellaen i skiver. Tag fadet ud af ovnen, og fordel mozzarellaskiverne herpå. Giv det 10-15 minutter mere, eller indtil osten er smeltet og gylden.