Gulerodsboller med havregryn
Virkelig gode gulerodsboller med havregryn, der giver lidt fibre og struktur uden at det går ud over bollernes luftighed.
Ingredienser
til 15 stk- 50 g gær
- 1⁄2 l vand (lunkent - ikke varmt)
- 4 gulerødder (á ca. 70 gram)
- 2 spsk olie
- 1 tsk salt
- 200 g havregryn
- Ca. 400 g hvedemel
Rør gæren ud i vandet i en skål.
Skræl gulerødderne og riv dem på et rivejern. Kom dem i skålen.
Rør olie, salt og havregryn i. Bland hvedemelet i lidt af gangen indtil dejen har en passende konsistens - den skal være fugtig men "slippe" skålen.
Lad dejen hæve tildækket i 1 time.
Form dejen til boller og læg dem på en bageplade med bagepapir (dejen skal IKKE æltes igen). Lad gulerodsbollerne hæve i yderligere ½ time.
Forvarm ovnen til 250 grader. Sæt bollerne ind og skru ned på 200 grader. Bag gulerodsbollerne i ca. 15-20 minutter afhængig af ovn. Prøv at banke på dem - hvis de lyder hule, så er de færdige.