Gullasch i stegeso
Gullasch er perfekt at lave i stegeso, for oksekødet bliver sindssygt mørt og den lange stegetid giver sovsen masser af smag. Det er dejlig hyggemad, der passer sig selv i ovnen, men smager, som om man har brugt hele dagen i køkkenet.
Ingredienser
til 4 personer- 5 gulerødder (små)
- 3 peberfrugter
- 3 løg
- 3 fed hvidløg
- 800 g oksebov
- 120 g tomatpuré
- 1 ds hakkede tomater
- 5 dl oksebouillon (evt mere)
- 1 1⁄2 spsk paprika
- 1⁄2 tsk salt
- peber
- 3 laurbærblade
Serveringsforslag
- ris
- kartoffelmos (se opskrifter her)
Sådan laver du gullasch i stegeso
Skræl gulerødderne, og skær dem i mundrette bidder.
Fjern kerner og de hvide hinder fra peberfrugterne, og skær dem i grove tern.
Skær løgene i halve, og snit dem i skiver. Hak hvidløg fint, og kom alle grøntsagerne op i en stegeso.
Fjern fedt og sener fra okseboven, og skær den i store tern på ca. 8x8 cm. Kom kødet op i stegesoen til grøntsagerne.
Bland tomatpuré, hakkede tomater, oksebouillon, paprika og salt sammen. Krydr godt med peber, og hæld sovsen i stegesoen. Tilsæt laurbærblade, og læg låg på.
Sæt stegesoen i ovnen, og tænd på 160 grader. Lad gullaschen stege i ca. 3 timer, til kødet er helt mørt og let kan trækkes fra hinanden.
Servér med f.eks. kartoffelmos eller ris.
Se også:
Svinekæber i stegeso
Forslag til tilbehør
Som nævnt er det rigtig lækkert med ris eller kartoffelmos til. Du kan selvfølgelig gå med den klassiske kartoffelmos, men hvis det skal have et lille twist, kan du prøve f.eks. en kartoffelmos med selleri eller gulerødder. Sidstnævnte har den fordel, at der i forvejen bruges gulerødder i gullaschen, så man kan få brugt lidt flere af dem i en kartoffelmos og på den måde reducere madspild.
Jeg kan også anbefale at servere retten med denne bagte kartoffelmos. Den er virkelig lækker!
Hvis du spiser low carb, kan gullaschen serveres med en lækker blomkålsmos, blomkåls-broccolimos eller blomkålsris. Skal der i den forbindelse skrues lidt ekstra op for fedtindholdet i retten, kan du også med fordel tilføje fløde.
Næringsindhold for gullaschen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 510 kcal | 2041 kcal |
Kulhydrat | 27 g | 110 g |
Protein | 47 g | 187 g |
Fedt | 24 g | 97 g |
*Næringsberegningen omfatter kun selve gullaschen - ikke tilbehøret.