Hurtig dessert i glas
Nem portionsanrettet dessert i glas. Den er hurtig at lave, og mine gæster er altid helt vilde med den.
Ingredienser
til 2 personer- 50 g makroner (eller Digestive kiks eller kammerjunkere)
- 50 g creme fraiche 18% eller 38%
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 dl fløde
- 150 g frugt (jeg brugte jordbær, hindbær, blåbær, mango og appelsin - men du kan bruge de frugter, du har lyst til)
- evt. 20 g chokolade
Sådan laver du den hurtige dessert
- Knus makronerne groft og kom dem i glassene.
- Rør creme fraiche og vaniljesukker sammen.
- Pisk fløden til flødeskum og vend den sammen med creme fraichen.
- Skær frugten i mindre stykker.
- Fordel cremen ovenpå de knuste makroner i glassene. Kom frugten på toppen og drys evt. med lidt hakket chokolade.
Tip:
Hvis du skal servere desserten for mange gæster, er det nemmest at lave den i et stort fad, som jeg har gjort i denne opskrift:Verdens nemmeste dessert til mange gæster
Kan den laves i forvejen?
Ja, det kan den godt, men jeg anbefaler, at den maks. laves et par timer i forvejen. Ellers kan makronerne blive bløde og frugten blive slatten.
Man kan dog godt knuse makronerne og lave cremen dagen før, og så blot vente med at skære frugt og "samle" desserten. Så er det hurtigt at anrette den i glassene lige inden servering.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Sværhedsgrad: Meget nem
Næringsindhold for hurtig dessert i glas
pr. 100 gram | pr. person | total | |
---|---|---|---|
Kalorier | 238 kcal | 455 kcal | 910 kcal |
Kulhydrat | 20 g | 38 g | 76 g |
Protein | 3 g | 5 g | 10 g |
Fedt | 16 g | 31 g | 62 g |
Næringsindholdet afhænger naturligvis lidt af, hvilken frugt der bruges, men langt de fleste kalorier kommer fra makronerne og cremen.