Jordskokkesuppe uden kartofler
Denne dejlige jordskokkesuppe bliver lavet uden kartofler, og det er i stedet fløde, der gør den lækker og cremet. Den mætter, men den er samtidig frisk i smagen. Server den med groft brød til, og drys evt. lidt bacon på toppen.
Ingredienser
til 4 personer- 650 g jordskokker
- 2 løg (små)
- 1 1⁄2 spsk olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 1 l vand
- 1 bouillonterning (enten grøntsags- eller oksekødsbouillon)
- 1 tsk tørret timian
- saft fra 1⁄2 citron
- 1⁄2 dl piskefløde
- salt
- peber
- evt. friske krydderurter
Skræl jordskokkerne, og skær dem ud i små tern (max. 1 x 1 cm). Sæt dem til side.
Skær løgene ud i tern, og svits dem i olien i en gryde. Pres hvidløget, og tilsæt det, når løgene er glasagtige. Giv dem 1-2 minutter, og tilsæt derefter vand, bouillon, jordskokker og timian.
Bring grydens indhold i kog, og skru derefter ned for varmen. Lad suppen simre i 30 minutter.
Tilsæt citronsaft, og blend suppen med en stavblender. Tilsæt derefter piskefløde, og smag suppen til med salt og peber.
Server jordskokkesuppen med groft brød til og evt. med lidt friske krydderurter på toppen.
TIP: Kom timian i en tepose, hvis du kun vil have det til at give smag. Bind en knude på teposen, og lad den koge med.
Hvis du har brugt en tepose til timianen, skal posen selvfølgelig fiskes op, inden du blender suppen.
Hvis du leder efter en opskrift på en fedtfattig jordskokkesuppe, kan du finde en her.