Kartoffelsalat med pinjekerner og karse
Denne friske kartoffelsalat med pinjekerner, karse og bacon kan bruges som tilbehør til kød, fisk og grillmad eller som en hovedret i sig selv. Den er både sund og lækker, og så passer den perfekt i en picnickurv.
Ingredienser
til 1 skål- 500 g kartofler
- 100 g bacon
- 30 g pinjekerner
- 250 g cherrytomater
- 1⁄2 bk karse
Dressing
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk lys sirup
- 1⁄2 spsk citronsaft
- 1⁄2 spsk hvidvinseddike
- 1 spsk olivenolie
Kog kartoflerne, og lad dem køle af. Dette kan evt. gøres dagen i forvejen.
Steg baconskiverne, og læg dem på et stykke køkkenrulle, der kan suge lidt af fedtet. Skær, klip eller bræk dem i mindre stykker, og lad dem herefter ligge på papiret, til de skal bruges.
Rist pinjekernerne, og lad dem køle af.
Skær cherrytomaterne ud i kvarte, og klip karsen, så den er klar. Skær også de kolde kartofler ud i mundrette stykker, og bland dem i en skål med cherrytomaterne.
Rør alle ingredienser til dressingen sammen, og fordel dressingen over kartoflerne og tomaterne (se her hvis du heller vil have en traditionel kartoffelsalat-dressing). Tilsæt karsen, og rør godt rundt i kartoffelsalaten.
Tilsæt pinjekerner og bacon umiddelbart før serveringen, så de forbliver sprøde.