Keto burger
Suverænt gode keto burgere, hvor der er brugt lækre oste-grøntsagsboller i stedet for de traditionelle burgerboller. Resultatet smager intet mindre end fantastisk.
Ingredienser
til 3 personerGrøntsagsburgerboller
- 1⁄4 squash
- 1⁄4 blomkål
- 1⁄4 spidskål
- 2 æg
- 100 g revet cheddarost
- 100 g revet parmesanost
- salt
- peber
Fyld
- 125 g mayonnaise
- 1 1⁄2 tsk tomatpuré
- 1 1⁄4 tsk paprika
- 600 g hakket oksekød
- ca. 3 spsk olie til stegning
- 3 tomater
- 1⁄4 spidskål
Grøntsagsburgerboller
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
Skyl squash, og riv den på den grove side af rivejernet. Kom det op i et rent klæde, og pres så meget væde som muligt ud af det.
Skyl blomkål, og riv også denne på den grove side af rivejernet. Du kan sagtens bruge stokken også.
Skyl spidskål, og snit det fint.
Kom alle grøntsagerne op i en skål, og tilsæt æg, cheddarost og parmesanost. Rør det godt sammen, og krydr med salt og peber.
Sæt klatter af grøntsagsblandingen på en bageplade (eller flere) beklædt med bagepapir svarende til det antal personer, du skal lave til. Der beregnes fire grøntsagsboller (to burgere) per person. Spred blandingen lidt ud, så bollerne bliver ret flade.
Bag bollerne i ovnen i ca. 25 minutter, til de er gyldne og sprøde i kanterne.
Fyld til keto burgerne
Rør mayonnaise sammen med tomatpuré og paprika, og smag burgerdressingen til med salt og peber. Lad den trække, imens de øvrige ingredienser forberedes.
Form det hakkede oksekød til bøffer, og krydr dem godt med salt og peber på begge sider. Steg dem i olien, til de er helt gennemstegte, ca. 4-5 minutter på hver side.
Skyl tomater, og skær dem i skiver. Snit spidskålen fint.
Anret dine ketoburgere ved at smøre burgerdressing på grøntsagsbollerne, og top med spidskål, bøf og tomatskiver.
Burgerne er naturligvis også med i den lækre keto madplan, som jeg absolut også vil anbefale.
Har du andre grøntsager liggende?
Du kan sagtens bruge andre low carb venlige grøntsager i stedet for dem, der er angivet i opskriften. Du kan også fint ændre fordelingen af grøntsagerne.
Til 3 personer skal der bruges 400 g grøntsager i alt til burgerbollerne, og de 400 g kan varieres efter det, du har lyst til eller lige har liggende i grøntsagsskuffen.
Næringsindhold for keto burger
pr. burger | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 555 kcal | 1109 kcal | 3327 kcal |
Kulhydrat | 4 g | 8 g | 24 g |
Protein | 35 g | 69 g | 207 g |
Fedt | 45 g | 89 g | 266 g |