Koteletter i fad med kartofler - lavet som flødekartofler
Populære koteletter i fad på en bund flødekartofler og gratineret med ost øverst, når det skal være ekstra luksus. Et hit hos både børn og vokse, og oplagt som gæstemad.
Ingredienser
til 4 personer- 4 koteletter
- 1 1⁄2 kg kartofler
- 2 løg eller en tilsvarende mængde porre
- 1 fed hvidløg
- salt
- peber
- evt. lidt stødt muskatnød
- 1⁄2 l fløde
- 1 spsk olie (til bruning af koteletterne)
- evt. 50 g revet ost (kan sagtens udelades men giver lige det sidste)
Skræl kartoflerne og skær dem i skiver på ca. ½ cm. Pil løg og hvidløg og hak dem.
Tænd ovnen på 200 grader.
Læg et lag kartoffelskiver i bunden af et ildfast fad - lad dem overlappe hinanden lidt. Drys lidt hakket løg og hvidløg over. Krydr med salt, peber og evt. lidt muskatnød.
Lav et nyt lag med kartofler, løg, hvidløg og krydderier. Fortsæt på denne måde indtil det hele er fordelt i fadet.
Hæld forsigtigt fløden over og sæt fadet i ovnen i 45 minutter. Så er der også tid til at lave tilbehør.
Krydr koteletterne med salt og peber på begge sider, og brun dem i olien på en pande ved høj varme.
Læg de brunede koteletter i fadet - tryk dem lidt ned i flødekartoflerne. Drys evt. revet ost over kartoflerne (rundt om koteletterne).
Sæt fadet tilbage i ovnen i yderligere 10-15 minutter, eller til osten er smeltet og gylden.
Velbekomme!
Godt tilbehør til koteletter i fad
Jeg serverede retten med kogte grønne bønner og broccoli, men ærter, gulerødder og andre grøntsager passer også godt til.
Man kan naturligvis også bare spise retten som den er, men flødekartofler er jo ret "tung" mad, så jeg synes der skal være noget grønt til.