Kyskager med lakrids
Lad de hjemmelavede kyskager knase sprødt i munden og opløses smeltende sødt på tungen. Dette er klassiske kyskager, som din mormor lavede dem - tilsat lakridssmag! Servér som de er, brug dem som pynt på desserten eller stil dem frem til en børnefødselsdag, hvor de med garanti vil være populære.
Ingredienser
- 50 g sukker
- 35 g vand
- 1 æggehvide
- 2 spsk lakridspulver
Udstyr
- sprøjtepose
- stjernetylle
Kom vand og sukker i en gryde og lad det koge op indtil sukkeret er smeltet. Lad sukkerlagen køle helt af.
Pisk æggehviden luftig i en skål. Tilsæt sukkerlagen lidt efter lidt mens der piskes.
Fortsæt med at piske i 10 minutter. Kom lakridsen i og pisk i yderligere 2 minutter.
Fyld blandingen i en sprøjtepose med stjernetylle og tryk små toppe ud på en bageplade med bagepapir. Bag kyskagerne i ovnen ved 110 grader i 75 minutter.
Opbevar i en lufttæt beholder.