Lækre grøntsagsspyd
Lækre grøntsagsspyd, der er super nemme at lave, og som både kan tilberedes i ovnen eller på grillen. Servér til alt fra f.eks. kylling og laks til spareribs og frikadeller.
Ingredienser
til 2 personer- 4 grillspyd
- 12 kartofler (små)
- 1⁄2 squash
- 8 cherrytomater
- 3 rødløg
- olie
- salt
- timian
Læg grillspyddene i en skål med vand, så de kan suge noget af vandet – på den måde bliver de ikke sorte og brændte i ovnen.
Rens kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand i 10 minutter – de skal IKKE være helt gennemkogte.
Skyl squashen, og skær den i skiver. Skyl tomaterne. Pil rødløgene, og skær dem i kvarte. Sæt skiftevis kartofler, squash, tomater og rødløg på spyddene. Læg spyddene i et fad – evt. et lille fad, hvor spidsen af spyddene kan hvile på kanten, så de hæves fra bunden (se billede nr. 2 ved at trykke på pilen til højre).
Hæld lidt olie hen over grøntsagerne, og drys med salt og timian. Kom dem i en 220 grader (almindelig ovnvarme) varm ovn i ca. 10 minutter, til grøntsagerne er gyldne og lækre.