Lun kartoffelsalat med parmaskinke
Dejlig kartoffelsalat, der serveres lun med en lækker blanding af parmaskinke, agurk og feta. Den skønne dressing passer super godt til og giver salaten et suverænt smagsløft.
Ingredienser
til 1 person- 5 kartofler (små)
- 3 spsk salt
- 1 hoved hjertesalat
- 1⁄3 agurk
- 4 skiver parmaskinke
- 75 g feta
Dressing
- 1 spsk balsamico
- 2 spsk olivenolie
- salt
- peber
Skyl og skrub kartoflerne grundigt. Kom dem op i en gryde, og hæld vand på, så kartoflerne er halvvejs dækkede. Kom salt i, og bring kartoflerne i kog. Lad dem koge, til de er møre (kogetiden afhænger af kartoflernes størrelse, så hold øje med dem).
Gør de øvrige ting til salaten klar, imens kartoflerne koger.
Skyl salaten, og riv den i mindre stykker. Skyl også agurken, og skær den i mundrette stykker. Fordel salaten i bunden af en skål, og kom agurkerne ovenpå.
Hæld vandet fra kartoflerne, og skær dem i skiver. Læg kartoffelskiverne ovenpå agurken i skålen, og læg parmaskinken ovenpå. Smuldr til sidst fetaosten over kartoffelsalaten.
Bland balsamico og olivenolie, og smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten, og server. Salaten kan også serveres med en klassisk kartoffelsalat-dressing, hvis du foretrækker det.