Mexicanske tacos med kylling og salsa
Disse sprøde mexicanske tacos med kylling toppes med en skøn, hjemmelavet salsa og en smule creme fraiche - en fabelagtig kombination, der med garanti bliver en ny hverdagsfavorit.
Ingredienser
til 4 personerSalsa
- 500 g tomater
- 2 peberfrugter
- 1⁄2 bdt forårsløg
- 2 avocadoer
- 1⁄2 fed hvidløg
- 1 1⁄2 spsk olivenolie
- saft af 1⁄2 limefrugt
- salt
- peber
Kylling
- 4 kyllingefileter
- 2 spsk olie
- saft af 1⁄2 limefrugt
- 3 tsk paprika
- 1 1⁄2 tsk spidskommen
- 1⁄2 tsk chilipulver
- 1⁄2 tsk hvidløgspulver
- olie til stegning
Derudover
- 4 gulerødder (små)
- 16 tacoskaller
- 200 g creme fraiche
- evt. chilisauce (til servering)
Salsa:
Skyl tomater og peberfrugter, og skær begge dele i fine tern. Skyl forårsløg, og snit det fint - gem evt. en lille smule til servering. Fjern skræl og sten fra avocadoen, og skær også den i fine tern.
Bland tomater, peberfrugt, forårsløg og avocado sammen i en skål. Pil hvidløg, riv det fint, og bland det i salsaen sammen med olivenolie og limesaft. Smag til med salt og peber, og sæt salsen på køl indtil servering.
Kylling til tacos:
Bank kyllingefileterne flade, så de er lige tykke over det hele. Kom fileterne op i en frysepose sammen med olie, limesaft og alle krydderierne. Bind knude på posen, og bland det grundigt sammen. Lad evt. kyllingefileterne marinere en halv time i køleskabet, hvis du har tid til det.
Varm lidt olie op på en pande ved middelhøj varme, og steg kyllingefileterne 4-5 minutter på hver side, eller til de er gennemstegte. Pak dem ind i stanniol, og lad dem hvile, imens resten gøres klar.
Servering:
Skræl gulerødder, og riv dem på den grove side af rivejernet. Varm tacoskallerne i ovnen ved 200 grader i 3-4 minutter. Kom evt. creme fraichen op i en sprøjtepose/frysepose, så det er nemmere at fordele det i dine tacos.
Skær kyllingefileterne i tynde strimler.
Fordel lidt creme fraiche i bunden af hver taco, og kom lidt revet gulerod ovenpå. Læg dernæst kyllingeskiver ovenpå, og top med salsa og ekstra creme fraiche samt evt. et drys friske forårsløg. Kom evt. også lidt chilisauce ovenpå, hvis det godt må være lidt stærkt.
Tip:
Du kan også servere de forskellige elementer hver for sig, så folk selv kan bygge deres egne tacos.
Næringsindhold for tacos med kylling
pr. taco | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 206 kcal | 824 kcal | 3298 kcal |
Kulhydrat | 12 g | 47 g | 189 g |
Protein | 9 g | 36 g | 145 g |
Fedt | 13 g | 52 g | 208 g |