Nemme pizzamuffins til børnenes madpakke
Super nemme pizzamuffins med fyld af tomatsauce og ost samt skinke eller pepperoni - det er op til dig, hvad du bedst kan lide. Muffinsene laves med en smule rugmel og lidt grøntsager, så de får et sundt touch, og de bliver helt sikkert et hit i børnenes madpakker.
Ingredienser
til 24 stk- 350 g hvedemel
- 100 g rugmel
- 2 tsk bagepulver
- 2 1⁄2 tsk salt
- 3 æg
- 2 1⁄2 dl naturel yoghurt
- 2 dl sødmælk
- 1 1⁄2 spsk akaciehonning
- 1 tsk oregano
- 140 g majs
- 2 peberfrugter
- 175 g pizzasauce
- 100 g revet cheddarost
- 200 g skinkestrimler (eller den halve mængde pepperoni)
Bland hvedemel, rugmel, bagepulver og salt sammen i en skål. Tilsæt æg, yoghurt naturel og sødmælk, og pisk det sammen til en dej. Rør akaciehonning, oregano og majs i dejen.
Skyl peberfrugter, og skær dem i små tern. Rør dem i dejen.
Fyld muffinsforme ca. halvt op med dejen (ca. 1 spsk dej per muffin). Kom en lille klat tomatsauce ovenpå (ca. 1 tsk), og drys med lidt skinkestrimler eller pepperoni samt revet cheddarost. Kom ca. 1 spsk dej mere ovenpå hver muffin, og top igen med tomatsauce, skinkestrimler/pepperoni og ost.
Bag pizzamuffinsene ved 190 grader i 16-17 minutter, til osten er smeltet og gylden på toppen, og muffinsene er færdigbagte.
Tip: Lav gerne pizzamuffinsene i silikoneforme
Muffinsene kan hænge fast i almindelige muffinsforme af papir, så det er en rigtig god idé at lave muffinsene i silikoneforme.