Ovnbagt æggekage med bacon, kartofler og grøntsager
Æggekage er bare lækkert, og en ovnbagt en af slagsen er ovenikøbet ultra nem at lave. Her er ovnæggekagen fyldt med bacon, kartofler, peberfrugt og løg samt spinat, så den er propfyldt med gode sager. Servér den som f.eks. brunch, frokost eller aftensmad og gerne med et stykke rugbrød og lidt smør til.
Ingredienser
til 3 personerFyld til æggekagen
- 400 g kartofler
- 1 løg
- 1 peberfrugt
- 1 1⁄2 spsk olie
- salt
- peber
- 4 skiver bacon
Æggemasse
- 6 æg
- 100 g creme fraiche
- 1⁄2 tsk salt
- peber
- 150 g frossen spinat (optøet)
Sådan laver du æggekagen
Forvarm ovnen til 225 grader.
Skræl kartoflerne, og skær dem i små tern. Pil løget, og snit det i tynde skiver. Skyl peberfrugt, og skær de hvide hinder og kerner fra. Skær den i små tern.
Smør et ildfast fad med halvdelen af olien. Kom alle grøntsagerne op i fadet, og vend dem med den resterende halvdel olie samt salt og peber. Spred grøntsagerne ud, og læg baconskiverne ovenpå. Skær dem evt. baconen i mindre stykker, så der er bedre plads til dem.
Sæt fadet i ovnen, og steg grøntsager og bacon i 15 minutter.
Pisk imens æg, creme fraiche sammen med salt. Krydr med peber. Pres overskydende væde fra spinaten, og vend det i æggemassen.
Tag fadet ud af ovnen. Fjern baconstykkerne, og hæld æggemassen i fadet. Læg forsigtigt baconstykkerne tilbage på æggemassen.
Kom fadet tilbage i ovnen, og lad æggekagen stege yderligere 20 minutter, til æggemassen har sat sig.
Se også:
Denne kanongode æggekage i ovn med pølser.
Lækre salater til æggekagen
Imens æggekagen er i ovnen, er der lige tid til at bikse en lækker salat sammen, hvis du gerne vil have lidt ekstra grønt til. Disse salater passer super godt til og er rigtig hurtige at bikse sammen:
Cremet broccolisalat med spidskålSuper nem spidskålssalat med purløgsdressingLækker bønnesalat med feta
Næringsindhold for opskriften
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 514 kcal | 1542 kcal |
Kulhydrat | 29 g | 88 g |
Protein | 23 g | 68 g |
Fedt | 33 g | 99 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på æggekage - ikke eventuelt tilbehør.