Paleo-burger
Paleo-burgerbollerne er sundere end de traditionelle burgerboller, der er mere næring i og de mætter mere. Så ønsker du et sundt alternativ til en almindelig burger, er det en god løsning. Også fyldet er sundere, da en fed dressing er erstattet af en lækker avocadomos.
Samtidig behøver du ikke gå på kompromis med smagen, da paleo-burgeren også smager bedre og af mere.
Ingredienser
til 4 personer"burgerbollerne"
- 2 rødbeder
- 6 gulerødder
- 3 persillerødder
- 5 æg
- salt
- peber
- 2 spsk sesamfrø
fyld
- 500 g hakket oksekød
- 2 spsk olie
- salt
- peber
- 2 avocadoer
- 1 fed hvidløg
- 1⁄2 agurk
- 2 tomater
- salat
Skræl rødbeder, gulerødder og persillerødder, og riv dem på et rivejern. Rør de revne rodfrugter sammen med æg, salt og peber.
Form blandingen til halve "burgerboller" på en bageplade med bagepapir. Brug evt. en madring, så de bliver flotte runde (så er det også nemmere at presse dem sammen.) Drys sesamfrø på halvdelen af "bollerne".
Bag i ovnen ved 180 grader i 35 minutter.
Fyldet til paleo-burgerne:
Form kødet til bøffer og krydr med salt og peber. Steg bøfferne i olie på en pande.
Skær agurker og tomater i skiver, og skyl salaten.
Skær avocadoerne over på langs og fjern stenene. Skrab det grønne frugtkød ud med en ske, og mos det med en gaffel. Rør det sammen med finthakket/revet hvidløg og smag til med salt og peber.
"Byg" din paleo-burger med avocadomos på "indersiden" af hver burgerbolle og læg agurk, tomat og salat samt en bøf imellem.
Sund og lækker paleo-mad.