Pandekageroulade med kylling og blomkål
Denne lækre pandekageroulade er lavet med kylling og cremet blomkålssalat med purløg, persille og hvidløg, og den smager fuldstændig forrygende. Den er super simpel at bikse sammen og en sand helt, når det både skal være nemt og lækkert.
Ingredienser
til 3 personer- ca. 300 g kyllingeinderfilet
- salt
- peber
Rouladedej
- 3 æg
- 80 g hvedemel
- 1⁄2 tsk salt
- 1 1⁄2 dl mælk
Fyld
- 1⁄2 blomkål
- 125 g creme fraiche
- 1⁄2 bdt purløg
- 1⁄2 bdt persille
- 1 fed hvidløg
- 60 g blandet salat
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 200 grader.
Krydr kyllingeinderfileterne med salt og peber, og steg dem i ovnen i ca. 20 minutter, til de er gennemstegte.
Pisk æg, hvedemel, salt og mælk sammen til rouladedejen. Beklæd bunden af et ildfast fad med bagepapir, og fordel rouladedejen heri. Bag rouladedejen i 10 minutter.
Fjern bladene fra blomkålen, og skyl den. Hak blomkålen fint. Du kan også rive stokken fint, så den ikke går til spilde. Rør den fintsnittede blomkål sammen med creme fraiche.
Skyl purløg og persille, og hak det fint. Pil hvidløg, og rør det i blomkålssalaten sammen med purløg og persille. Smag til med salt og peber.
Skyl den blandede salat, og tør den grundigt.
Fjern bagepapiret fra rouladebunden, og fordel den blandede salat herpå. Spred blomkålssalaten ud ovenpå. Skær eller riv den tilberedte kylling i mindre stykker, og fordel den ovenpå. Rul pandekagerouladen stramt sammen, og skær evt. enderne af, så den ser pæn ud ved servering.
Se også:
Denne vildt lækre burgerroulade - den er altid et kæmpe hit.
Næringsindhold for pandekagerouladen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 410 kcal | 1231 kcal |
Kulhydrat | 26 g | 77 g |
Protein | 38 g | 114 g |
Fedt | 16 g | 49 g |
- Publiceret d.
- 30.10.19.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Fjerkræ ›
- Kylling ›
- Nemme retter med kylling