Papadums
Se hvordan du selv laver sprøde og lækre papadums, der er perfekte som snack eller tilbehør til indiske retter.
Ingredienser
til 12 stk- 150 g kikærtemel (du kan også bruge linsemel)
- 1 tsk spidskommen
- 1⁄2 tsk salt
- ca. 3 spsk vand
- lidt hvedemel til udrulning
- olie til stegning
Sådan laver du indiske papadums
Bland kikærtemel, spidskommen og salt sammen i en skål.
Tilsæt det meste af vandet (hold en lille smule tilbage), og ælt dejen sammen. Dejen skal være rimelig tør og fast, men sammenhængende. Har dejen svært ved at hænge sammen, kan du tilsætte det sidste af vandet.
Rul dejen til en aflang pølse, der er ca. 5 cm tyk. Skær skiver ud på ca. 1⁄2 cm tykkelse.
Drys hver skive med lidt mel, og rul dem ud én ad gangen imellem to stykker bagepapir til tynde, flade cirkler.
Lad de tynde dejcirkler tørre helt på køkkenbordet. Det tager ca. 1-2 timer.
Tilberedning
Kom olie på en pande, til bunden er dækket af ca. 1 cm olie. Varm det op ved middelhøj varme. Det skal syde, når du stikker en tandstik i olien.
Steg dejcirklerne to ad gangen i den varme olie, så de puffer op og bliver sprøde. Giv dem ca. 1⁄2 minut på hver side. Øs gerne lidt af den varme olie henover, imens de steger - så puffer de ekstra meget op.
Tag dine papadums op, og læg dem på køkkenrulle, som kan suge det overskydende olie. Fortsæt, til der ikke er flere dejcirkler tilbage.
Se også:
Hjemmelavet naanbrød med hvidløg
Kan man tilberede dem i mikroovnen?
Ja, det kan man. Pensl hver papadum med lidt olie, og giv dem 30-40 sekunder ved 800 watt i mikroovnen.
Kan man tilberede dem i ovnen?
Jeg vil ikke anbefale at tilberede dem i ovnen. Papadums har brug for høj varme med det samme under tilberedningen, før de puffer op og bliver sprøde. Og det sker ikke, når man tilbereder dem i ovnen. Er du okay med en mere kikselignende konsistens, kan du pensle dem med olie og bage dem ved 200 grader, indtil de er gyldne og gennembagte.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det indiske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet: 20 min.
Tørretid: 1-2 timer
Stegetid: 15 min.
Samlet tidsforbrug: - 2 timer og 35 min. (afhængig af hvor længe de er om at tørre).