Pastaret med kylling og pesto
Super pastaret, som er hurtigt lavet og endnu hurtigere spist. Spækket med gode sager som møre tern af kylling, friske grøntsager og knasende pinjekerner. Alt sammen tilført intens smag af den hjemmelavede pesto.
Ingredienser
til 2 personerPestoen
- 50 g pinjekerner
- 1 bdt basilikum
- 1 dl olivenolie
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk groft salt
- 1⁄2 tsk peber
Grøntsager
- 1⁄2 squash
- 100 g grønne bønner
- 8 tomater (små)
Andet
- 2 kyllingebryster
- 1 tsk salt
- 1 knsp peber
- 3 spsk olivenolie til stegning
- 250 g frisk pasta
- 1 kugle mozzarella ost
Steg alle pinjekernerne på en tør pande til de er gyldne.
Pestoen:
Kom halvdelen af de ristede pinjekerner og resten af pestoens ingredienser i en foodprocessor eller en blender og blend det groft.
Grøntsagerne:
Rens squash, bønner og tomater. Skær bønnerne over på midten, squashen i strimler og tomaterne i kvarte. Skær mozzarellaen i mindre stykker.
Stegning af kyllingen:
Skær kyllingebrysterne i tern. Drys salt og peber over og steg i olien. Når kyllingen er gennemstegt tilsættes squash og bønner.
Den færdige pastaret:
Kog pastaen efter anvisningen på pakken og bland den kogte pasta, mozzarella og tomater med kyllingeblandingen. Bland pesto i efter smag, og server eventuelt overskydende pesto ved siden af.
Ved servering drysses pastaretten med de resterende pinjekerner.