Pizzasnegle med spinat og parmaskinke
De her pizzasnegle med spinat og parmaskinke smager helt henrivende. Mine holdt sig friske i hele 5 dage – de sidste par dage duppede jeg dem med lidt vand, inden jeg varmede dem i ovnen, for så blev de helt friske igen.
Ingredienser
til 25 stkDej
- 5 dl vand (lunken)
- 25 g gær
- 1 tsk salt
- 4 spsk olie
- 100 g grahamsmel
- 650 g hvedemel
Fyld
- 290 g pizzasauce
- 100 g frossen hakket spinat
- salt
- 160 g parmaskinke
- 400 g ost
- oregano
Hæld vandet i en stor skål, og opløs gæren i vandet. Kom salt, olie og grahamsmel i, og rør godt rundt. Tilsæt hvedemel lidt ad gangen, men hold lidt tilbage til efter hævningen. Rør dejen godt sammen, og sæt den så til hævning. Lad dejen hæve i 1 time.
Hæld pizzasauce, spinat og lidt salt sammen i en skål, så spinaten kan tø op, imens dejen hæver.
Ælt dejen godt igennem på et meldrysset bord, og rul den ud til en stor, aflang firkant. Rul dejen så tyndt ud som muligt. Fordel pizzasauce med spinat på dejen, og læg så parmaskinken ovenpå. Drys med ost og oregano – gem evt. lidt ost til toppen.
Rul dejen sammen til en aflang pølse, og skær den ud i skiver på 2 cm. Placér pizzasneglene på en bradepande med bagepapir, og lad dem hæve i 30 minutter.
Drys resten af osten på toppen af sneglene, og bag dem i ovnen i 12-13 minutter ved 210 grader varmluft.