Salat til and
Virkelig lækker salat, der passer suverænt godt til and. Oplagt, hvis du mangler friskt tilbehør til julemaden eller mortens aften, hvor der skal en saftig andesteg på bordet.
3 x salater der også passer rigtig godt til and
Inden vi går videre ned til opskriften på salaten, vil jeg lige tippe dig om de her 3 andre salater, der også passer super godt til et godt stykke and:
Rødkålssalat med appelsin og valnødderSalat til flæskesteg, and og andet julemadGrønkålssalat med granatæble
Og lad os så komme i gang med salaten 😀
Ingredienser
til 4 personerSalat
- 75 g grønkål eller grøn salat
- 1⁄4 rødkål (lille)
- 2 appelsiner
- 1 bdt persille
- 75 g hasselnødder
- 75 g tørrede tranebær eller tørrede abrikoser, dadler eller figner (vil du ikke have tørret frugt i så se denne rødkålssalat)
Dressing
- saft af 1⁄2 appelsin
- 1 spsk olivenolie
- 1⁄2 spsk balsamico eller hvidvinseddike
Start med at lave dressingen
Bland appelsinsaft, olivenolie og balsamico eller hvidvinseddike sammen.
Krydr dressingen med lidt salt og peber.
Sådan laver du salaten
Skyl grønkålen grundigt, og snit den fint. Pil de yderste blade af rødkålen, skyl den, og snit også denne fint.
Hæld gerne dressingen over grønkål og rødkål, og klem den godt ind i kålen. Du kan også servere dressingen ved siden af, men når du på denne måde krammer kålen med dressingen, bliver kålen mere mør og får mere smag, så det vil jeg klart anbefale at gøre.
Skær skrællen af appelsinerne, og skær appelsinerne i tynde fileter.
Skyl persille, og hak det.
Hak hasselnødderne fint. Hvis du gerne vil have ekstra smag ud af nødderne, kan du riste dem på en tør pande og gnide skallen af dem, inden du hakker dem.
Bland grønkål, rødkål, appelsin, persille, hasselnødder og tørrede tranebær sammen i en skål - så er salaten klar til servering.
Du finder mere lækkert tilbehør til and lige her.
Gør salaten sommervenlig
Du kan sagtens bruge grøn salat i stedet for grønkål og erstatte rødkålen med spidskål og på den måde få en lidt lettere salat, der er velegnet at servere som tilbehør til andesteg om sommeren, eller hvis du steger and på grillen.
Passer også godt som tilbehør til andelår og confiteret and
Salaten passer ikke kun godt til traditionel andesteg og juleand, men også til specialiteter såsom confiteret and, andelår og anderilette. Salaten er nemlig super frisk og giver et godt modspil til det fede og confiterede andekød.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Arbejdstid:
Næringsindhold for salaten og dressingen
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 118 kcal | 302 kcal | 1208 kcal |
Kulhydrat | 13 g | 32 g | 128 g |
Protein | 2 g | 6 g | 23 g |
Fedt | 6 g | 15 g | 62 g |
Næringsberegningen omfatter både salaten og dressingen.
Anderledes tilbehør til andesteg
Er du på udkig efter noget mere utraditionelt og anderledes tilbehør til and, kan jeg anbefale disse salater, der alle har et lille pift af noget eksotisk:
Spidskålssalat med avocado, mango og edamamebønnerFrisk appelsinsalat med granatæbleLækker salat med bagt blomkål og granatæble