Salat med grønne linser
Virkelig god salat med den bedste kombination af grønne linser, spidskål og avocado samt sprøde mandler som prikken over i'et. Den er dejlig fyldig og perfekt både som tilbehør og hovedret.
Ingredienser
til 3 personer- 250 g kogte grønne linser (fra dåse eller du kan koge dem selv)
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1⁄2 bdt persille
- salt
- peber
- 1⁄4 spidskål (du kan også bruge grønkål eller blomkål)
- 250 g cherrytomater
- 100 g feta eller avocado (jeg brugte en blanding)
- evt. 50 g mandler
Start med at gøre de grønne linser klar
Hvis du bruger grønne linser fra dåse, skal du hælde vandet fra. Bruger du tørrede grønne linser, skal du starte med at koge dem - se her hvordan du koger grønne linser.
Vend linserne med olivenolie og citronsaft.
Hak persillen, og bland den sammen med linserne. Smag til med salt og peber.
Snit grønsagerne og bland salaten sammen
Skyl spidskål, og snit det fint. Skyl cherrytomaterne, og halvér dem.
Smuldr fetaen i mindre stykker, og skær avocado i tern eller tynde skiver.
Hvis du vil have mandler i salaten, så hak dem groft. Rist evt. mandlerne inden for ekstra smag.
Bland spidskål, avocado, feta og mandler sammen med cherrytomater og de grønne linser.
Så er linsesalaten klar til servering.
Vil du lave en dressing til?
Salaten kan sagtens spises, som den er, men det er også rigtig lækkert at servere den med en god dressing til. Jeg kan anbefale en af disse:
Nem salat dressingHjemmelavet gomadressingGod dressing til spidskålssalat
Hvis du vil bruge grønkål eller blomkål
Salaten kan sagtens laves med blomkål eller grønkål i stedet for spidskål. Til 3 personer skal du beregne ca. 200 gram fintsnittet grønkål eller blomkål.
Tilføj søde kartofler for en mere fyldig salat
Det er rigtig lækkert at tilføje bagte søde kartofler til salaten, og det giver en mere fyldig salat, der sagtens kan serveres som hovedret.
Beregn 3 søde kartofler til 3 personer. Skræl kartoflerne, og skær dem i tern. Vend ternene med olie, salt og peber, og bag dem møre i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 25-30 minutter.
Kan linsesalaten laves i forvejen?
Ja, du kan sagtens lave salaten i forvejen - den holder sig nemlig fint frisk og sprød i køleskabet.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør eller hovedret
Oprindelse: Det indiske køkken
Arbejdstid i køkkenet: (eller 50 min. hvis du selv koger linserne)
Næringsindhold for grøn linsesalat
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 124 kcal | 348 kcal | 1044 kcal |
Kulhydrat | 7 g | 19 g | 56 g |
Protein | 6 g | 17 g | 52 g |
Fedt | 7 g | 21 g | 63 g |
Næringsberegningen er med mandler, men uden søde kartofler.