Salat med søde kartofler
Dejlig salat med bagte søde kartofler, der smager helt suverænt i selskab med den friske salat og cremede dressing. Kartoffelternene krydres let og vendes i maizena, som er hemmeligheden bag at få bagte søde kartofler med en sprød overflade.
Ingredienser
til 3 personer- ca. 500 g søde kartofler
- 1⁄2 spsk majsstivelse
- 1 spsk paprika
- 1 spsk spidskommen
- 1⁄2 spsk oregano
- 1⁄2 spsk salt
- peber
- 3 spsk olivenolie
- 3 fed hvidløg
- 75 g blandet salat
- 1 rødløg
- 100 g feta
Dressing
- 150 g creme fraiche
- 1⁄4 tsk spidskommen
- saft af 1⁄2 limefrugt
- 1 håndfuld persille
- salt
- peber
Forvarm ovnen til 225 grader.
Skræl den søde kartoffel, og skær den i mundrette tern på ca. 3x3 cm. Kom ternene op i en stor frysepose.
Bland maizena, paprika, spidskommen, oregano og salt samt lidt peber. Kom det op til kartoflerne i fryseposen. Bind knude på posen, og vend det hele godt rundt.
Åbn posen forsigtigt igen, og tilsæt olivenolie. Bland det hele godt sammen endnu en gang, og hæld kartoflerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Læg hvidløgsfeddene ude i kanten af bagepladen (de skal bruges til dressingen)
Bag de søde kartofler i ca. 20-25 minutter, og vend dem halvvejs. Lav evt. dressingen imens, og forbered de øvrige ingredienser.
Skyl salaten, hvis den ikke er skyllet i forvejen, og skær rødløg i tynde skiver. Fordel salat og rødløg på en tallerken. Top af med de bagte søde kartoffeltern, og smuldr fetaen henover.
Dressing:
Rør creme fraiche sammen med spidskommen og limesaft. Skyl, og hak persillen, og rør den i dressingen. Pres indmaden ud af de bagte hvidløg, og mos dem grundigt med en gaffel. Tilsæt det til dressingen, og smag til med salt og peber.