Skumfiduser
Bløde, svampede skumfiduser. De kan købes i massevis af former og farver, men de hjemmelavede er bare bedre - og så er de sjove at lave, gerne sammen med børnene.
Klik på pilen på billedet nedenfor for at se billeder af fremgangsmåden.
Ingredienser
til 100 stk- 20 blade husblas
- vand (Koldt)
- 400 g sukker
- 2 dl vand
- 3 ml jordbæraroma (eller anden aroma efter smag)
- rød frugtfarve (eller anden frugtfarve efter smag - dog ikke gul frugtfarve da det ødelægger skumfiduserne)
- flormelis
Udstyr
- termometer (skal kunne gå til 110 grader)
- sigte
- røremaskine eller elpisker
Læg husblas i blød i koldt vand.
Kom sukker og vand i en gryde og bring det i kog. Rør rundt så sukkeret opløses. Tilsæt aroma og frugtfarve.
Sukkerlagen skal være præcis 110 grader. Ved denne temperatur er tilpas meget af vandet kogt væk, så skumfiduserne får den rette konsistens.
Pres så meget væde fra husblassen som muligt og kom husblassen i gryden. Rør rundt til det er smeltet.
Hæld blandingen i en skål og pisk den med en elpisker eller køkkenmaskine. Pisk indtil massen er så stiv, at den ikke glider af piskeriset, når man løfter det op. Tilsæt evt. mere frugtfarve, hvis massen ikke har den ønskede farve.
Imens blandingen piskes, drysses en kageform eller en lille bradepande med flormelis (gennem en sigte). Det er vigtigt IKKE at røre ved flormelisen, når den er drysset ud i formen.
Så snart skumfidus-massen er pisket færdig, kommes den i kageformen/bradepanden. Brug en dejskraber til at fordele massen - kom det først ud i hjørnerne, derefter jævnes det ud. Drys derefter flormelis over (gennem en sigte).
Lad det stivne inden skumfiduserne klippes i stykker af ønsket størrelse og rulles i flormelis.
Opbevar i en lufttæt beholder - så forlænges skumfidusernes holdbarhed.