Stegt grønkål på panden
Se hvordan du bedst steger grønkål på panden, så det bliver perfekt mørt og stadig har godt med bid.
Ingredienser
til 2 personer- 200 g grønkål
- 1 spsk olie
- evt. hvidløg eller citron
- salt
- peber
Perfekt tilberedning af grønkål på panden
Skyl grønkålen grundigt, og tør den godt. Skær den hårde grove stilk i midten fra. Snit grønkålsbladene, eller riv dem i mindre buketter.
Opvarm en pande ved høj varme. Kom olien på panden, og tilsæt grønkålen. Steg det i 1 minut, til det har taget farve i kanterne og er blevet mør i konsistensen.
Tilsæt evt. lidt fintrevet hvidløg eller en smule citronsaft de sidste 20 sekunder af stegetiden.
Krydr den stegte grønkål med salt og peber.
Hvis du har grønkål tilovers, kan du med fordel lave en god grønkålssalat med det.
Gør den stegte grønkål ekstra lækker med disse tilføjelser
Den stegte grønkål smager super godt for sig selv, men du kan tilføje lidt forskellige ting, hvis det skal være ekstra lækkert.
Æbler
Lidt fine æbletern giver et dejligt friskt pift til kålen. Du kan enten stege æbleternene sammen med grønkålen eller drysse dem over kålen efter stegning.
Mandler
Rist lidt mandler på en tør pande, til de har taget lidt farve, og hak dem groft. Drys dem over den stegte grønkål inden servering. Beregn ca. 15 g mandler per person.
Parmesan eller feta
Den salte smag af feta eller parmesan er super lækker i kombination med grønkål. Brug ca. 5-10 gram parmesan per person eller 25 g feta per person. Riv parmesanen groft eller brug en kartoffelskræller, og skræl helt tynde flager af parmesanen. Drys osten over lige inden servering.
Fløde
Tilsæt fløde til panden, efter grønkålen har taget farve, og lad det simre i 5 minutter. Så får du den lækreste flødestuvede grønkål. Tilsæt gerne lidt citronsaft for at give smagen et dejligt pift.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for stegt grønkål
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 121 kcal | 242 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 9 g |
Protein | 5 g | 9 g |
Fedt | 8 g | 16 g |
Næringsberegningen dækker selve grundopskriften på stegt grønkål - ikke de foreslåede tilføjelser eller tilbehør.
Er grønkål sundt?
Grønkål er super sundt - det indeholder ganske få kalorier og næsten ingen fedt. Derimod er den proppet med alle de gode sager såsom kostfibre, antioxidanter, vitaminer og mineraler. Så grønkål kan du bare spise løs af.
Hvor lang tid kan frisk grønkål holde sig?
Frisk grønkål kan holde sig helt op til 3-4 uger, hvis det opbevares i en plastikpose eller en lufttæt beholder i køleskabets grøntsagsskuffe. Kassér kålen, når bladene begynder at blive gullige.
Flere lækre grøntsager på panden
Jeg kan også anbefale disse rigtig nemme opskrifter på pandestegte grøntsager:
Blomkål på panden - 2 lækre varianterPandestegte grøntsagerRistet spidskål på panden