Stegt quinoa
Nem og sund ret med quinoa, der steges med grøntsager og æg. Ny udgave af klassikeren, stegte ris - bare med quinoa i stedet for ris.
Ingredienser
til 4 personer- 3 dl quinoa
- 4 dl vand til kogning
- 4 gulerødder
- 2 bdt forårsløg
- 2 fed hvidløg
- 4 æg
- salt
- peber
- 200 g frosne ærter
- 4 spsk olie (gerne jordnøddeolie, men alm. rapsolie kan også sagtens bruges)
- 4 spsk sojasauce
Skyl quinoaen og lad den dryppe af. Kom den i en gryde og kog den i vandet i ca. 20 minutter eller til vandet er kogt væk.
Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Rens forårsløgene og snit dem groft.
Pil hvidløgene og snit dem fint.
Pisk æg, salt og peber sammen i en skål.
Kom olien i en gryde og steg hvidløget ved middel varme. Kom quinoaen i og svits ved høj varme i et par minutter. Tilsæt evt. mere olie, hvis det er ved at brænde på.
Tilsæt gulerødderne og steg ved middel varme i et par minutter. Tilsæt soja og rør rundt.
Lav et hul i midten af grydens indhold. Hæld æggemassen ned i hullet og lav det til "røræg". Rør det derefter sammen med resten af grydens indhold.
Tilsæt ærter og forårsløg. Varm retten igennem og servér.