Sund kødsovs med grøntsager
Lækker opskrift på sund kødsovs med masser af grøntsager og masser af smag.
Ingredienser
til 6 personer- 800 g fedtfattigt hakket oksekød eller kalkunkød, hvis det skal være ekstra sundt
- 2 spsk olie til stegning
- 2 løg (store)
- 2 fed hvidløg
- 2 peberfrugter
- 400 g champignoner
- 4 gulerødder
- evt. 4 stængler bladselleri
- 70 g tomatpuré
- 4 ds hakkede tomater
- 2 spsk tørret oregano eller timian
- 2 spsk tørret basilikum
- evt. 4 laurbærblade
- evt. 1 oksebouillonterning
- salt
- peber
Forslag til tilbehør
- grøntsagspasta eller alm. pasta
- Evt. lidt revet parmesanost eller anden ost
Brun kødet i lidt olie på en pande ved høj varme. Gør det evt. ad flere omgange - hvis der er for meget kød på panden på én gang, så risikerer du at kødet ikke bliver stegt, men derimod kogt i det væske kødet afgiver. Kødsovs smager bare meget bedre, når kødet er brunet/stegt i stedet for kogt.
Kom det brunede kød i en stor gryde.
Hak løg og hvidløg, og svits det et øjeblik på panden. Kom det derefter i gryden.
Skær peberfrugterne i tern. Steg dem ligeledes på panden og kom dem derefter i gryden.
Skær champignonerne i tern og svits dem på panden, til de begynder at tage farve. Kom dem i gryden.
Skræl gulerødderne og skær dem i små tern. Svits dem på panden og kom dem så i gryden.
Skær bladselleri-stænglerne i tynde skiver, svits dem på panden og kom dem i gryden.
Kom tomatpuré i gryden og tænd for blusset. Tilsæt de hakkede tomater, krydderierne og evt. bouillonterning.
Lad kødsovsen simre i 10 minutter (eller længere) og smag til med salt og peber.
Server f.eks. med squashpasta eller anden grøntsagspasta, der er sundere end alm. pasta. Drys evt. med lidt revet parmesan eller anden ost.
Næringsindhold for kødsovsen
pr. 100 gram | pr. person | hele portionen | |
---|---|---|---|
Kalorier | 79 kcal | 377 kcal | 2262 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 25 g | 152 g |
Protein | 8 g | 37 g | 220 g |
Fedt | 3 g | 13 g | 77 g |
*Næringsberegningen omfatter kun selve kødsovsen - ikke tilbehøret (f.eks. pasta og parmesan).