Svampe tilbehør til oksemørbrad
Det lækreste svampe tilbehør, der består af en cremet svampepuré og dejlige stegte svampe, som får en super god smag fra hvidløg, citron og persille. Gourmet tilbehør, der passer helt perfekt til nytår og andre festlige lejligheder.
Ingredienser
til 3 personer- 600 g svampe (jeg brugte en blanding af kantareller, østershatte, shitake svampe og brune champignoner)
- 3 fed hvidløg (store)
- 2 bdt persille
- 2 spsk olivenolie
- 25 g smør
- saft af 1 citron
- 5 spsk fløde (til svampepuréen)
- salt
- peber
- evt. lidt citronskal
Svampepuré, stegte svampe eller begge dele?
Jeg lavede både svampepuréen og de stegte svampe, men du kan sagtens vælge kun at lave én af delene - se hvordan her.
Forberedelse
Rengør svampene grundigt, og snit dem i tynde skiver. Hvis du bruger østershatte og kantareller, kan du nøjes med at rive dem i mindre stykker eller lade dem være hele, hvis de ikke er så store.
Pil hvidløg, og skyl persille. Hak begge dele helt fint, og sæt det til side til senere.
Svampepuré
Varm en pande op ved høj varme. Tilsæt halvdelen af olivenolien og halvdelen af smørret. Kom halvdelen af svampene på panden, og steg dem ved høj varme i to minutter.
Kom halvdelen af de finthakkede hvidløg op til svampene, og steg dem med et minuts tid. Tilsæt halvdelen af citronsaften og halvdelen af persillen, og kom svampene op i en blender.
Tilsæt fløde, og blend det til en puré - du kan selv bestemme, hvor fin eller grov, du vil have puréen. Smag til med salt og peber
Fordel puréen på bunden af et lille fad eller en lille tallerken lige inden servering. Dæk det evt. med stanniol, så det holder sig varmt.
Stegte svampe
Kom resten af olivenolie og smør på panden, og steg den sidste halvdel svampe ved høj varme i to minutter.
Tilsæt resten af hvidløget, og steg yderligere et minut. Tilsæt dernæst resten af citronsaft og persille, og vend det godt rundt.
Krydr svampene godt med salt og peber, og fordel dem ovenpå puréen. Riv evt. lidt citronskal over inden servering.
Servér f.eks. til en lækker pandestegt oksemørbrad.
Hvis du kun vil lave enten puré eller stegte svampe
Du kan sagtens nøjes med at lave enten puré eller stegte svampe. I så fald bruger du bare hele den angivne mængde til enten de stegte svampe eller puréen. Hvis du vælger kun at lave puré, skal du dog fordoble mængden af fløde (så du skal bruge 10 spsk til 3 personer).
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for svampe tilbehøret
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 302 kcal | 907 kcal |
Kulhydrat | 8 g | 24 g |
Protein | 8 g | 23 g |
Fedt | 27 g | 80 g |
Andet lækkert tilbehør til oksemørbrad
Det er også super lækkert at servere en god sauce, sprøde kartofler og en dejlig salat til oksemørbrad, og jeg kan især anbefale disse opskrifter:
Sauce til oksemørbrad til nytårLækre kartofler til oksemørbradRigtig god salat til oksemørbrad
- Publiceret d.
- 08.11.21.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Ingredienser ›
- Kødretter ›
- Mørbrad ›
- Oksemørbrad ›
- Tilbehør til oksemørbrad