Syltede valnødder
Er du fan af nødder (og hvem er ikke det?), bør du prøve denne fantastiske variant - syltede valnødder. Det tager tid, men er til gengæld meget nemt.
Når nødderne syltes, trækker de en tiltalende sødme fra sukker, vanilje og sirup. De smager især godt til div. oste og er derfor mageløse til ostebordet, men er også velegnede som tilbehør til andre desserter.
Ingredienser
til 2 bøtter- 250 g valnødder
- 1 økologisk appelsin
- 250 g sukker
- 1 vaniljestang
- vand
- 1 dl sirup
Appelsinen skæres i mindre stykker med skræl (derfor skal den være økologisk). Vaniljestangen flækkes og vaniljen tages ud (det sorte inden i stangen).
Valnødder, appelsin, sukker og vanilje kommes i en gryde (man kan koge selve vaniljestangen med også, så giver det lidt mere vaniljesmag). Der hældes vand over så det dækker. Der lægges bagepapir over gryden.
Det skal koge sagte i 1 time (pas på dampen hvis bagepapiret løftes af). Tilsæt herefter sirup.
Lad det koge 1 time mere – det må ikke koge tørt, så skal der mere vand på.
Lad det køle af og kom det på glas eller i bøtter. De syltede valnødder kan holde sig flere uger i køleskabet.
Smager rigtig godt til ostebordet.