Syltede agurker
Glem supermarkedets trætte agurkesalat. Når du har opdaget, hvor nemt du selv, i bedste mormor-stil, kan lave syltede agurker, vender du ikke tilbage. Nok skal de stå et par dage før de er klar. Til gengæld holder de i flere måneder.
Ingredienser
til 2 glas- 6 dl eddike
- 3 dl vand
- 300 g sukker
- 1 spsk salt
- 2 laurbærblade
- 1 spsk peberkorn
- 1 agurk
Kom eddike, vand, sukker, salt, laurbærblade og peberkorn i en gryde og bring det i kog. Lad det simre under omrøring indtil sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen.
Hæld den varme lage på skoldede sylteglas eller andre tætlukkende beholdere. Man kan også skylle dem i atamon, men det gør jeg ikke. Luk glassene og stil dem på køl, så lagen kan køle helt af.
I mellemtiden skæres agurken i passende stykker. Jeg skærer den ud i alle mulige former, så jeg kan bruge de syltede agurker som pynt til forskellige retter.
Først når lagen er kølet HELT af kommes agurkerne i.
Glassene lukkes og stilles igen i køleskabet. Efter et par dage er de syltede agurker klar til brug, og de kan også sagtens holde sig et par måneder.