Tærte med gedeost og rødløg
Virkelig lækker tærte med rødløg og timian i fyldet samt gedeost på toppen. Det er både dekorativt, og så giver det en lækker smag til tærten, som selvfølgelig også sagtens kan bages i et rundt tærtefad.
Ingredienser
til 1 tærteform- 1 tærtedej (du kan købe den færdiglavet eller lave den selv)
- 450 g rødløg
- 1 spsk olivenolie
- 1⁄2 tsk tørret timian
- 5 æg (store)
- 2 1⁄2 dl creme fraiche
- 1 tsk salt
- peber
- 180 g gedeost (gederulle)
Forvarm ovnen til 225 grader.
Fordel tærtedejen i formen, og prik huller i bunden. Jeg brugte en firkantet tærteform på 23 x 23 cm, men du kan også sagtens bruge en rund form (på ca. 26 cm i diameter). Forbag tærtedejen i 10 minutter.
Skær rødløg i skiver, og steg dem i olien på en pande. Tilsæt timian, når rødløgene er blevet glasagtige, og lad det svitse med i 2 minutter. Lad dem køle af.
Kom æg, creme fraiche, salt og peber i en skål, og rør det sammen. Tilsæt løgene. Fordel massen i den forbagte tærtebund.
Skær gedeosten i skiver, og fordel dem på toppen af tærten. Bag den færdig ved 200 grader i ca. 35 minutter.