Tandoori kylling
Virkelig nem tandoori kylling i en sovs bestående af yoghurt og indiske krydderier. Skal blot blandes sammen, og så passer det sig selv i ovnen.
Ingredienser
til 4 personer- 2 fed hvidløg
- ca. 3 cm ingefær
- 600 g græsk yoghurt 10 %
- 6 spsk tandoori krydderi
- 2 tsk garam masala
- 2 tsk gurkemeje
- 1 limefrugt
- salt
- peber
- 1 spsk olie
- 4 kyllingebryster (store)
- Evt. frisk koriander eller mynte eller persille
Sådan laver du tandoori kylling
- Riv hvidløg og ingefær eller hak det fint. Bland det sammen med yoghurt, tandoori, garam masala, gurkemeje og limesaft i en skål. Smag til med salt og peber.
- Smør et ildfast fad med olie og hæld halvdelen af tandooriblandingen i bunden. Læg kyllingebrysterne i fadet, og fordel resten af blandingen ovenpå kyllingen.
- Lad gerne retten trække i køleskabet i en time eller mere (hvis det skal gå stærkt, kan det godt undlades).
- Bag i en forvarmet ovn i 35-40 minutter ved 200 grader. I de sidste 10 minutter sættes ovnen på varmluft. Drys evt. friskhakket koriander, mynte eller persille over ved servering.
Tilbehør til retten
Servér f.eks. med ris og/eller naanbrød, dampet broccoli eller andre grøntsager og evt. en god chutney eller raita.