Tilbehør til forloren hare
Se hvordan du nemt laver det lækreste tilbehør til forloren hare i form af sprøde bagte rodfrugter og den bedste brune sovs. Klassisk dansk mad, når det er allerbedst.
Ingredienser
til 4 personerBagte rodfrugter
- 800 g kartofler
- 600 g rodfrugter (f.eks. en blanding af gulerødder, persillerødder eller pastinakker)
- 4 spsk olie
- 2 spsk timian eller oregano (eller en blanding)
- salt
- peber
God sovs til forloren hare
- 40 g smør
- 4 spsk hvedemel
- 4 dl stegesky (eller hønsebouillon)
- 1 1⁄2 dl fløde
- kulør
- salt
- peber
Sådan laver du tilbehøret
Forvarm ovnen til 220 grader.
Skræl kartoflerne, og skær dem i både. Skræl rodfrugterne, og skær dem i stave, der gerne må være lidt tykkere/større end kartoffelbådene.
Kom olien op i en skål sammen med timian eller oregano. Vend kartofler og rodfrugter i olien, og krydr dem med salt og peber.
Spred grøntsagerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i 45 minutter ved 220 grader, til de er møre og gyldne. Vend dem gerne et par gange undervejs, så de bliver bagt jævnt.
God brun sovs til forloren hare
Smelt smørret i en gryde ved middel varme, og tilsæt hvedemel. Pisk melet godt ud i smørret.
Tilsæt stegeskyen lidt efter lidt, og pisk rigtig godt efter hver tilsætning. Har du ikke helt nok stegesky fra den forlorne hare, kan du spæde til med hønsebouillon.
Lad sovsen simre i 5 minutter, og tilsæt dernæst piskefløde. Lad simre yderligere 5 minutter, og smag til med salt og peber.
Servér den forlorne hare med de bagte grøntsager, brun sovs og evt. lidt ribs- eller tyttebærgelé til.
Se også vores lækre opskrifter på farsbrød her
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelse af grøntsager: 10 min.
Bagetid (for grøntsagerne): 45 min.
Sovs: 15 min.
Samlet tidsforbrug: (man laver sovsen, imens grøntsagerne er i ovnen, derfor er det samlede tidsforbrug kun på 55 min.)
Næringsindhold for de bagte rodfrugter
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 349 kcal | 1398 kcal |
Kulhydrat | 43 g | 173 g |
Protein | 6 g | 26 g |
Fedt | 15 g | 59 g |
Næringsindhold for sovsen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 249 kcal | 995 kcal |
Kulhydrat | 8 g | 31 g |
Protein | 2 g | 8 g |
Fedt | 23 g | 94 g |
I næringsberegningen for sovsen er der brugt hønsebouillon i stedet for stegesky. Hvis der bruges stegesky afhænger næringsindholdet af hvor meget fedt, der er i stegeskyen.
Mere grønt tilbehør til forloren hare
Se flere lækre forslag til grønt tilbehør og salater, der passer godt til forloren hare herunder:
Råkost med god dressingSpidskålssalat med mormordressingSund waldorfsalatBagt spidskål i ovn