Vaffeldej der giver sprøde vafler
Se hvordan du laver verdens bedste vaffeldej og få mine bedste tips til at få vaflerne perfekt sprøde.
Hemmeligheden bag sprøde vafler
Jeg har testet og testet og har nu fundet den ultimative metode til at få de lækreste sprøde vafler. De bedste tricks er:
- Brug øl i dejen.
- Den helt rigtige mængde sukker for en lækker karamellisering.
- Brug gerne olie til at smøre vaffeljernet med.
Og lad os så komme i gang med at bage vafler 😀
Ingredienser
til 16 stk- 125 g smør
- 300 g hvedemel
- 150 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 2 tsk bagepulver
- 2 æg
- 4 dl mælk
- 1 dl hvidtøl (for sprødhedens skyld - du kan sagtens bruge mere mælk i stedet for)
- Ca. 2 spsk olie eller smør til stegning (jeg bruger smagsneutral olie, da det giver den bedste sprødhed)
Sådan laver du den bedste vaffeldej
Smelt smørret, og lad det køle lidt af.
Bland hvedemel, sukker, vaniljesukker og bagepulver sammen i en skål.
Pisk æg og halvdelen af mælken i, til du har en klumpfri dej.
Pisk herefter resten af mælken i, det smeltede smør og evt. hvidtøl.
Smør vaffeljernet med lidt olie eller smør, og bag vaflerne. Smør gerne vaffeljernet før hver vaffel bages - så bliver de ekstra sprøde, og du undgår, at dejen hænger fast.
Hvor lang tid skal vafler bages?
Det kommer meget an på dit vaffeljern. Mit vaffeljern bliver meget varmt, så der skal de ikke have mere end 1 minut pr. stk.
For at få sprøde vafler er det vigtigt, at du bager vaflerne, til de får en let mørkegylden farve. Det betyder nemlig, at sukkeret er karamelliseret, hvilket giver den lækre sprøde overflade.
Se også:
Gammeldags vafler med fløde
Ofte stillede spørgsmål til opskriften
Se svarene på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Kan man lave vaffeldej dagen før?
Ja, det kan man godt, vaffeldejen kan fint holde sig en dag i køleskabet.
Kan dejen bruges til belgiske vafler?
Belgiske vafler laves ikke helt på samme måde som de danske vafler. De belgiske af slagsen, også kaldet liege vafler, laves nemlig traditionelt set med gær, som du kan se i denne opskrift på sprøde belgiske vafler.
Vil du lave firkantede tykke vafler, kan du dog sagtens bruge denne vaffeldej.
Kan man bruge olie i stedet for smør i dejen?
Det kan du godt, men jeg vil klart anbefale at lave vaflerne med smør, for det giver den bedste smag. Men til stegning bruger jeg olie, for det giver den bedste sprødhed.
Kan vaflerne fryses?
Ja, de kan sagtens fryses ned. Lun dem kort på en brødrister eller i ovnen inden servering, så bliver de sprøde igen og er så gode som nye.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Hvor længe kan vaffeldejen holde sig: 1 dag i køleskabet
Hvor mange vafler får man ud af 1 portion: 15-16 stk.
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for de hjemmelavede vafler
pr. vaffel | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 202 kcal | 3240 kcal |
Kulhydrat | 25 g | 397 g |
Protein | 4 g | 64 g |
Fedt | 9 g | 150 g |
Næringsberegningen er inklusiv 2 spiseskefulde olie til stegning af vaflerne.