Wok med kylling og nudler
En klassisk, asiatisk-inspireret wok med alle de rigtige ingredienser. Sunde, velvalgte grøntsager som broccoli og forårsløg komplementerer saftige kyllingestykker. Det hele vædes af effektive smagsgivere som kokosmælk og woksauce, mens nudlerne lægger den sidste krøllede hånd på værket.
Ingredienser
til 4 personer- 1 rød peberfrugt
- 1⁄2 squash
- 1 ds bambusskud (konserves)
- 1 porre
- 1 forårsløg
- 200 g broccoli
- 200 g kylling
- woksauce (f.eks. fra Santa Maria)
- 1⁄2 ds kokosmælk
- 250 g nudler
- karry
- salt
- peber
- olie
Skær alle grønsagerne i tynde strimler. Skær kyllingestykkerne i små stykker.
Kom lidt olie i en varm wok eller pande og tilsæt karry. Tilsæt herefter alle grøntsagerne samt bambus og lad dem stege i 5 minutter ved høj varme.
Kom kyllingestykkerne i en gryde (eller en anden wok) med olie samt karry og steg. Kog nudlerne efter pakkens anvisning.
Kokosmælk, woksauce og kyllingestykkerne kommes i wokken med grøntsagerne og der smages til med salt og peber.
Afslutningsvis vendes nudlerne i og retten serveres.