Havreboller
Ufatteligt luftige havreboller med havregryn (sjovt nok) og en hævning, som gør hele forskellen.
Ingredienser
til 12 stk- 25 g gær
- 1⁄2 l vand (lunkent)
- 2 spsk olie
- 1⁄2 spsk salt
- 150 g havregryn
- 450 g mel (måske lidt mere hvis dejen er meget våd)
Sådan bager du havrebollerne
Rør gæren ud i lidt af vandet. Tilsæt resten af vandet sammen med olie, salt, havregryn og mel.
Rør dejen sammen - den er ret våd, men hvis den er meget våd, kan du evt. tilsætte lidt mere mel. Lad dejen hæve i skålen i en time.
Form dejen til boller, med en våd ske, og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dejen hæve yderligere i 45 minutter. Bag bollerne ved 225 grader i cirka 15 minutter.
Se også:
Hvis det godt må tage lidt længere tid, kan jeg anbefale disse lækre koldhævede grovboller.
Obs! Der kan være forskel på mel
Der kan være stor forskel på melets sugeevne fra mærke til mærke, derfor kan det godt være, du skal tilføje en smule mere mel til opskriften, hvis dejen er for våd.
Kan man koldhæve bollerne
Man kan fint reducere gærmængden til 10 gram og lade dejen hæve natten over i køleskabet. Næste morgen kan man så forme bollerne og lade dem efterhæve, imens ovnen varmer op. Så er der lækre, friskbagt boller klar til morgenmad.
Kan man erstatte noget af hvedemelet med fuldkornsmel?
Man kan godt erstatte 25% af hvedemel med fuldkornsmel, men helst ikke en større andel end dette, da man så risikerer at få flade og kedelige boller.
Tip hvis det skal være ekstra luksus
Det er selvfølgelig super lækkert med smør til de friskbagte havreboller, men skal det være ekstra luksus, kan du servere havrebollerne med hjemmelavet Nutella til:
Hjemmelavet NutellaSundere Nutella uden tilsat sukker
Næringsindhold for havrebollerne
pr. bolle | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 185 kcal | 2219 kcal |
Kulhydrat | 31 g | 373 g |
Protein | 5 g | 61 g |
Fedt | 4 g | 44 g |