Vaniljecupcakes
Vaniljecupcakes er den enkle og traditionelle opskrift på de lækre amerikansk-inspirerede kager, der er blevet noget af et hit i de danske hjem de seneste år.
Den søde vaniljefrosting på en kage af vanilje og citron giver en dejlig sød/sur smagsoplevelse.
Ingredienser
til 14 stk- 100 g smør
- 125 g sukker
- 3 æg
- 1 vaniljestang
- 1 økologisk citron
- 200 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 knsp salt
- 1⁄2 dl mælk
Vanillefrosting
- 200 g flormelis
- 100 g smør
- 1 vaniljestang
- 1⁄2 dl mælk
Tænd ovnen på 180 grader.
Smelt smøret og lad det afkøle. Pisk smør og sukker sammen med en elpisker til det er luftigt. Pisk æggene i ét af gangen. Flæk den ene vanillestang på langs og skrab kornene ud. Pisk vaniljekornene i sukkermassen.
Riv skallen af citronen med et rivejern, og bland citronskallen med mel, bagepulver og salt.
Rør skiftevis lidt af melblandingen og lidt af mælken i sukkermassen indtil det hele er rørt i.
Hæld dejen i muffinsforme og bag dine cupcakes i ovnen i ca. 18 minutter. Lad dem derefter køle helt af inden du kommer frosting på.
Lav vaniljefrostingen ved at piske smøret blødt med en elpisker. Flæk den anden vaniljestang på langs, og skrab kornene ud. Pisk vanillekornene sammen med smøret. Pisk flormelis i lidt af gangen. Pisk til sidst mælken i.
Pynt de afkølede vaniljecupcakes med frostingen - f.eks. ved at bruge en sprøjtepose.