Aftensmad på 15 min.
Utroligt velsmagende aftensmad på kun 15 min., som både byder på dejligt cremet sovs og godt med grøntsager.
Aftensmad på 15 minutter på flere lækre måder
Inden vi går videre ned til selve opskriften, vil jeg lige anbefale de her retter, der også er færdige på kun 15 minutter:
Wraps med laksOne pot pasta med skinkeFyldt avocado med tunKålwraps med hummus (vegetarisk aftensmad)
Og lad os så komme i gang med at lave aftensmad 😀
Brug de grøntsager du har
Du kan nemt tilpasse retten og bruge de grøntsager, du allerede har, så længe de er hurtige at tilberede (så er det også en super billig ret). Du kan f.eks. fint komme spidskål eller blomkål i. Beregn samlet ca. 200-225 g grøntsager per person.
Ingredienser
til 2 personer- 300 g kyllingeinderfilet (eller hakket svinekød eller oksekød)
- 1 spsk olie
- 1 løg
- 1 fed hvidløg (stort)
- 2 peberfrugter
- 1⁄2 squash
- 3 dl fløde
- salt
- peber
- evt. rosmarin eller paprika eller karry (eller dit yndlingskrydderi)
- evt. lidt persille eller andre friske krydderurter til drys
Serveringsforslag
- pasta eller ris eller blomkålsris
Sådan laver du lækker aftensmad på kun 15 min.
Vil du servere pasta eller ris til retten, skal du starte med at sætte vand over til det, så du kan koge pasta eller ris, imens du laver retten.
- Steg kyllingeinderfileterne ved middelhøj varme i olien i 5 minutter, til de er brunet af på begge sider. Forbered grøntsagerne imens.
- Pil løg og hvidløg, og hak begge dele fint. Skyl peberfrugter, og squash, og skær begge dele i tern.
- Tilsæt grøntsagerne til gryden eller panden, og steg i 5 minutter.
- Hæld fløden på, krydr med salt, peber og evt. krydderi. Lad retten koge i 5 minutter ekstra.
- Drys evt. lidt finthakkede friske krydderurter over inden servering.
- Du kan sagtens spise retten, som den er, men du kan også servere den med pasta, ris eller blomkålsris, hvis det skal være lidt sundere eller low carb.
Jævn sovsen hvis den skal være tykkere
Hvis du synes, at sovsen er lige til den tynde side, kan du jævne den med enten en meljævning eller lidt Maizena rørt op i vand. Pisk jævningen i retten, og kog et par minutter, til sovsen er tyknet til den konsistens, du ønsker.
Kan den laves vegetarisk eller vegansk?
Retten kan sagtens laves uden kød, hvis du gerne vil lave en vegetarisk version. Vil du lave en vegansk udgave, kan du udskifte piskefløden med veganske alternativer, såsom sojafløde eller havrefløde.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Samlet arbejdstid i køkkenet:
Næringsindhold for retten
pr. 100 gram | pr. person | hele retten | |
---|---|---|---|
Kalorier | 210 kcal | 854 kcal | 1708 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 19 g | 38 g |
Protein | 10 g | 39 g | 79 g |
Fedt | 17 g | 69 g | 137 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften - ikke tilbehør såsom pasta eller ris.