Broccoli på panden
Se hvordan du bedst steger broccoli på panden, så det bliver mørt og får den dejligste stegeskorpe - vælg mellem en helt enkel variant med citron og hvidløg eller en asiatisk inspireret version med sesam og sojasauce.
Ingredienser
til 3 personerValgmulighed 1: Stegt broccoli
- 1 broccoli
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk citronsaft
- evt. 1 fed hvidløg (lille)
- salt
- peber
Valgmulighed 2: Broccoli med soja
- 1 broccoli
- 1 fed hvidløg (lille)
- evt. 1⁄4 tsk ingefær
- 3 spsk olivenolie
- 2 spsk sojasauce
- 2 spsk sesamfrø
Valgmulighed 1: Broccoli på panden
Skyl broccolien, og del toppen i buketter. Skær buketterne i skiver (se her, hvordan du kan bruge stokken).
Varm en pande op ved middelhøj varme (trin 7 ud af 9 på komfuret). Steg broccoliskiverne i 3 minutter. Vend dem kun en enkelt gang undervejs, så de får en god stegeskorpe.
Skru ned til lige under middel varme (trin 4 ud af 9), og tilsæt olivenolie og citronsaft. Hak eller riv evt. hvidløg, og kom det på panden.
Krydr med salt og peber, og steg i 3 minutter ekstra, til broccolien er mør.
Valgmulighed 2: Lynstegt broccoli med soja og sesam
Start evt. med at riste sesamfrøene på en tør pande, til de har taget lidt farve.
Skyl broccolien. Skær toppen i buketter, og skær efterfølgende buketterne i skiver.
Riv eller hak hvidløg og ingefær fint.
Steg broccolibuketterne ved middelhøj varme (trin 7 ud af 9) i 3 minutter, til de har fået noget farve.
Skru ned til middellav varme (trin 4 ud 9), og tilsæt hvidløg, ingefær, soja og olivenolie. Steg i 3 minutter ekstra, til sojaen er fordampet og stegt ind i broccolien.
Drys med sesamfrø, og servér med det samme.
Se også:
Spidskål på panden
Tip: Tilføj lidt parmesan til broccolien
Hvis du har valgt at lave variant 1 med citron, er det virkelig lækkert at drysse lidt tynde flager af parmesan over broccolien umiddelbart inden servering. Beregn ca. 10 g parmesan per person.
Ofte stillede spørgsmål til opskriften
Herunder kan du få svar på nogle af de typiske spørgsmål til opskriften.
Kan man tilberede asparges broccoli på samme måde?
Ja, du kan sagtens stege asparges broccoli, eller broccolini som de også kaldes, efter samme metode som beskrevet i opskriften, men de skal dog kun stege i sammenlagt 3-4 minutter.
Hvordan kan jeg stege broccolistokken?
Skær det yderste lag af broccolistokken af, og kassér det. Hvis du skærer stokken i helt små tern, kan du stege dem på samme måde, som opskriften beskriver. Du kan også skære stokken i skiver, men så skal de tilberedes i et par minutter ekstra for at blive rigtig møre.
Kan man stege frossen broccoli på panden?
Ja, det kan man. Hæld de frosne broccoli direkte på panden, og steg dem ved høj varme. Hæld evt. væske fra panden, og tilsæt olivenolie og andre ingredienser. Steg, til broccolien har taget lidt farve.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken og det asiatiske køkken
Smag: Citron, hvidløg, sesam, soja
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for stegt broccoli
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 171 kcal | 512 kcal |
Kulhydrat | 6 g | 17 g |
Protein | 4 g | 13 g |
Fedt | 14 g | 42 g |
Næringsindhold med soja og sesam
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 212 kcal | 636 kcal |
Kulhydrat | 6 g | 18 g |
Protein | 6 g | 19 g |
Fedt | 17 g | 51 g |
3 andre lækre måder at tilberede broccoli på
Vil du have inspiration til flere måder at bruge broccoli på, kan jeg især anbefale disse opskrifter:
Cremet broccolipuréStegt broccoli i ovn med BBQNem blomkåls-broccolimos