Champignon på panden
Se her hvordan du super nemt steger de lækreste champignoner på panden, så de bliver gyldenbrune og får den dejligste smag. Virkelig godt tilbehør, der er klar i et snuptag.
Ingredienser
til 2 personer- 200 g champignoner (hvide eller brune - jeg brugte en blanding)
- evt. 1 spsk hvidløg eller løg eller persille (eller en kombination)
- 1 spsk olie (gerne olivenolie)
- 1 spsk smør
- salt
- peber
Perfekt stegte champignoner på panden
Rens champignonerne grundigt, og skær den nederste del af stokken fra. Skær champignonerne i enten halve eller kvarte, alt efter hvor store de er. Er der nogle meget små champignoner imellem, kan du lade dem være hele.
Hvis du vil tilsætte hvidløg, løg eller persille til svampene, skal du forberede dem nu. Hak hvidløg eller løg fint. Skyl persille, og hak det groft.
Stegning
Varm en pande op ved middelhøj varme (trin 7 ud af 9 på komfuret).
Kom olien på panden, og tilsæt champignonerne. Brun dem godt af i 2 minutter. Vend kun champignonerne en enkelt gang, så de får en god stegeskorpe.
Skru ned på middellav varme (trin 3 ud af 9), og tilsæt smør. Kom også hvidløg eller løg på panden, hvis du vil tilsætte det.
Vend godt rundt, så svampene dækkes godt af smørret, og steg yderligere 1-2 minutter, til de er møre.
Krydr de ristede champignoner med salt og peber, og drys evt. lidt hakket persille over inden servering.
Obs: Hvis du steger champignoner til mere end to personer, er det bedst at stege dem ad flere omgange. Panden må nemlig ikke overfyldes, da det forhindrer champignonerne i at stege ordentligt og få en god gyldenbrun farve.
Se også:
Når du alligevel er i gang med at stege champignoner på panden, kan du med fordel komme dem i denne lækre æggekage på panden
Sådan gør du de stegte champignoner ekstra lækre
Find et par tips herunder til at gøre de smørstegte champignoner ekstra lækre.
Tilføj bacon
Stegte svampe og sprød bacon er en fantastisk kombination, så skal det være ekstra lækkert, kan du gøre følgende:
Beregn ca. 50 g bacon per person. Start med at stege baconen sprød på den samme pande, som du vil stege champignonerne i. Forbered svampene, imens baconen steger.
Tag baconen af panden, og læg det på fedtsugende papir. Steg champignonerne i resten af baconfedtet på panden. Drys den sprøde bacon over inden servering.
Det er oplagt at tilberede champignonerne på denne måde, hvis du f.eks. vil servere en varm leverpostej med bacon og champignoner.
Tilsæt fløde
Når du har ristet champignonerne godt af som beskrevet i opskriften, kan du tilsætte fløde og lave de lækreste flødestuvede champignoner. Brug ca. 1 dl fløde per person, og lad det simre i 10 minutter, så fløden rigtig kan tage smag fra svampene.
Hvor lang tid skal champignonerne stege hvis man skærer dem i skiver?
Du kan sagtens skære champignonerne i tynde skiver i stedet for i kvarte eller halve. Men så kan det være, stegetiden skal være lidt kortere.
Hvorfor skal svampene først saltes til sidst?
Det er vigtigt at vente med at salte champignonerne, til de er færdigstegte. Salter man dem tidligt i stegningen, trækker man vandet ud af svampene, og man risikerer, at de bliver vandede og ikke får den lækre stegeskorpe.
Fakta om opskriften
Måltid: Tilbehør
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Forberedelsestid:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for de ristede champignoner
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 113 kcal | 226 kcal |
Kulhydrat | 3 g | 6 g |
Protein | 3 g | 6 g |
Fedt | 10 g | 20 g |
Næringsberegningen omfatter kun champignoner stegt i smør og olie - ikke bacon eller fløde.
3 lækre opskrifter med champignoner
Sauterede champignoner kan bruges på et væld af forskellige måder - på ristet brød, i pastaretter og som tapas. Herunder får du nogle af mine yndlingsopskrifter med champignoner:
One pot pasta med kylling og champignonRistet brød med flødestuvede svampeOmelet med bacon og champignon