Crème brûlée med appelsin
Super lækker og enkel opskrift på crème brûlée med appelsin, der tilføjer et perfekt friskt element til desserten. Samtidig er det en suveræn kombination af sprødt og blødt med den gyldne karamel på toppen, som skal splintres for at nå ned til den bløde creme.
Ingredienser
til 8 stk- 3 dl sødmælk
- 4 dl fløde
- 6 æggeblommer
- 1⁄4 vaniljestang
- 85 g sukker
- skal af 1 1⁄2 appelsin
- 2 spsk appelsinsaft
- 1 tsk citronsaft
Til bagning af crème brûléerne
- 8 ramekiner (små ildfaste forme)
- lidt smør
- vand (Kogende)
Til servering
- 8 spsk sukker
Forvarm ovnen til 150 grader.
Hæld sødmælk og fløde op i en gryde. Kom æggeblommerne op i en skål. Flæk vaniljestangen, og brug sukkeret til at skille kornene ad. Kom vaniljesukkeret op til æggeblommerne, og kom den tomme vaniljestang i gryden sammen med appelsinskallen.
Kog blandingen af sødmælk og fløde op, og pisk imens æggeblommerne og sukkeret sammen uden at piske det luftigt. Tag gryden af varmen, og lad den stå i 1 minut. Hæld den varme flødeblanding i æggeblommerne lidt ad gangen og under konstant piskning. Tilsæt appelsin- og citronsaft.
Smør ramekinerne, og stil dem i en bradepande. Hæld cremen gennem en sigte, så evt. klumper bliver sorteret fra. Kom den op i en kande, og fordel den i ramekinerne. Sæt forsigtigt bradepanden i ovnen, og fyld kogende vand i, så det når minimum halvvejs op af ramekinerne.
Bag crème brûléerne i ca. 40 minutter, til cremen har sat sig, men stadig skælver lidt. Tag dem op af vandbadet og lad dem køle lidt af. Beklæd dem med husholdningsfilm, og sæt dem på køl minimum 6 timer.
Ved servering:
Fordel sukkeret oven på de afkølede crème brûléer, og drej formene lidt, så sukkeret fordeles jævnt. Brug en gasbrænder, og smelt sukkeret til gylden karamel.
- Publiceret d.
- 24.04.17.
- Kategori:
- Madopskrifter ›
- Mad fra hele verden ›
- Europæisk ›
- Fransk mad ›
- Franske desserter