Flæskesteg i stegepose
Se hvordan du tilbereder den perfekte flæskesteg i stegepose, så du får ekstra saftigt kød og knasende sprøde svær.
Se lige, hvor lækker stegen ser ud. Det kribler helt i fingrene efter at få fat i de sprøde svær.
Ingredienser
til 6 personer- 1 svinekam (á ca. 2 kg med ben eller 1,6 kg uden)
- groft salt
- 4 laurbærblade
- 1 tsk peberkorn
- 3 dl vand
- 1 stegepose (str. L)
Sådan tilbereder du flæskesteg i stegepose
Start med at tjekke sværene, og sørg for, at de er skåret helt ned til kødet.
Krydr godt med groft salt, og sørg for at komme salt helt ned imellem sværene. Læg flæskestegen i stegeposen, og læg den i et ildfast fad.
Kom laurbærblade, hele peberkorn og vand i stegeposen, og luk den til med den vedlagte lukkeclips.
Klip et par små huller i posens top.
Stegetid
Forvarm ovnen til 180 grader. Sæt fadet i ovnen, og steg flæskestegen i 1 time og 30 minutter (eller til flæskestegen har en kernetemperatur på 60 grader). Se her hvis du hellere vil vil langtidsstege flæskestegen.
Tag forsigtigt stegen ud af posen, og læg den på et skærebræt. Hæld forsigtigt skyen i posen fra, og gem den til en god brun sovs. Læg stegen tilbage i fadet.
Lav evt. nogle små kugler af stanniol, og læg dem under stegen, så sværen kommer til at ligge helt jævnt (så bliver de nemmere sprøde).
Skift til ovnens grillfunktion, og skru temperaturen helt op.
Sæt flæskestegen tilbage i ovnen, og steg den i ca. 5 minutter ekstra, til sværene er sprøde (og kernetemperaturen er 65 grader, hvis du bruger stegetermometer). Hold godt øje med den, så sværene ikke brænder på.
Tag stegen ud, og lad den gerne hvile utildækket i 10 minutter inden servering.
Stegetid for langtidsstegt flæskesteg
Har du god tid, kan jeg anbefale at langtidsstege flæskestegen ved 110 grader i ca. 3 timer eller til en kernetemperatur på 60 grader. Ved langtidsstegning fordeles varmen mere jævnt igennem stegen, så du er helt sikker på et saftigt og mørt resultat.
Efter stegningen skal du, som beskrevet ovenfor, hælde skyen fra, og sætte flæskestegen tilbage i ovnen under grillfunktionen ved højeste temperatur i ca. 5 minutter, til sværene er sprøde.
Se også:
Saltlage til flæskesteg (for en ekstra god smag)
Hvor meget flæskesteg skal man beregne pr. person?
Det afhænger meget af, hvilken sammenhæng flæskestegen skal serveres i. Du kan se her hvor meget flæskesteg du skal beregne pr. person i forskellige situationer, f.eks. til julefrokost eller juleaften, eller hvis du skal lave flæskestegssandwich.
Hvordan varmer man bedst stegen op igen?
Kom flæskestegen i et fad med lidt vand i bundet, og dæk det til med sølvpapir. Skær gerne flæskesværene fra, og læg dem på en bageplade for sig selv, så de ikke bliver bløde. Genopvarm stegen ved 120 grader i ca. 20 minutter, til den er blevet lun.
Stegen bliver hurtigt tør, når den skal genopvarmes, så du kan også overveje at servere den kold dagen efter. Det er også super lækkert.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for flæskestegen
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 650 kcal | 3900 kcal |
Kulhydrat | 1 g | 8 g |
Protein | 51 g | 304 g |
Fedt | 48 g | 288 g |
Næringsberegningen tager udgangspunkt i en svinekam på 1,6 kg (uden ben) til 6 personer.