Forårsrulledej - hjemmelavet dej til forårsruller
Se hvordan du laver din egen hjemmelavede forårsrulledej, der får den helt rigtige konsistens, så forårsrullerne er nemme at rulle og bliver dejligt sprøde.
Ingredienser
til 12 stk- 250 g hvedemel
- 1⁄2 tsk salt
- 4 dl vand
- ca. 1 spsk olie til stegning
Sådan laver du forårsrulledej
- Kom hvedemel og salt op i en skål.
- Tilsæt vandet, og pisk det sammen til en klumpfri dej.
- Varm en pande op ved middel varme.
- Kom olien op i en skål, og væd et stykke køkkenrulle med olien. Brug køkkenrullen til at smøre et helt tyndt lag olie på den forvarmede pande.
- Hæld en klat dej på panden, og brug en bagepensel til at sprede dejen tyndt ud. Er der huller, kan du komme lidt dej på penslen, og bruge det til at dække hullerne.
- Vend "pandekagen", når den er tørret let på overfladen (det tager kun ca. 1⁄2 minut). Giv den ca. 20 sekunder på den anden side.
- Fortsæt på samme måde med resten af forårsrulledejen.
Hvad kan jeg fylde i forårsrullerne?
Det bedste fyld til forårsruller
Ofte stillede spørgsmål
Få svaret på nogle af de mest almindelige spørgsmål til opskriften herunder:
Kan man fryse dejen?
Ja, når du har stegt dejen, kan du sagtens fryse dejcirklerne ned.
Hvor kan man købe dej til forårsruller?
Du kan købe færdiglavet dej til forårsruller i asiatiske specialbutikker, men du kan også være heldig at finde det i de store supermarkedskæder.
Kan man bruge filodej?
Ja, det kan man, og det kan nogle gange være lettere at finde filodej end forårsrulledej. Se hvordan du laver forårsruller med filodej.
Hvordan folder man forårsruller?
Fold forårsrullerne således: Læg fyldet lidt under midten på dejen. Fold bunden op over fyldet, og stram det lidt til. Fold dernæst begge siderne indover, og rul den sammen. Smør lidt sammenpisket æg på kanten, så lukningen bliver "limet" sammen.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det kinesiske køkken
Hvor mange forårsruller er der til: 12 mellemstore forårsruller (hvert stykke dej har en diameter på ca. 16 cm).
Tidsforbrug:
Tid til at røre dejen sammen:
Stegetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for hjemmelavet dej til forårsruller
pr. stk | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 83 kcal | 994 kcal |
Kulhydrat | 14 g | 173 g |
Protein | 2 g | 28 g |
Fedt | 1 g | 17 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på forårsrulledej - ikke det fyld du kommer i.