Fragilité roulade
Rigtig nem opskrift på fragilité roulade med flødeskum og frisk frugt. En af mine yndlingskager, for den er simpelthen så lækker.
Se lige hvor lækker den ser ud med frugt og flødeskumsfyld.
Ingredienser
til 1 stkFragilité rouladebund
- 5 æggehvider
- 250 g sukker
- 150 g nødder (f.eks. mandler, hasselnødder eller valnødder)
- 2 spsk majsstivelse
Fyld
- 400 g frugt (jeg brugte en blanding af blåbær, hindbær og nektariner)
- 4 dl fløde
- evt. 100 g mørk chokolade
Sådan laver du fragilité rouladen
- Pisk æggehviderne skummende. Tilsæt sukker, og pisk, til du har en stiv og blank marengs.
- Hak nødderne fint (brug evt. en foodprocessor eller en minihakker), og bland dem med majsstivelsen. Vend nødderne forsigtigt i marengsen.
- Spred dejen ud i en firkant (ca. 40x35 cm) på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag marengsbunden i 15 minutter ved 160 grader varmluft, til den er let gylden på toppen. Lad bunden køle af, og forbered fyldet imens.
- Skyl frugterne, og skær dem i mundrette stykker. Pisk fløde til flødeskum. Kom evt. lidt af flødeskummet op i en sprøjtepose isat en pæn tyl, som du kan pynte med på toppen af fragilité rouladen.
- Læg forsigtigt en anden bageplade med bagepapir ovenpå nøddemarengsen (med bagepapiret mod marengsen), og vend forsigtigt nøddemarengsen om. Træk stille og roligt bagepapiret af bunden.
- Smør flødeskum ud på bunden, og fordel frugterne ovenpå. Hak evt. mørk chokolade, og drys over.
- Rul rouladen forsigtigt sammen - brug bagepapiret til at hjælpe med at løfte bunden op, imens du ruller.
- Pynt evt. toppen af fragilité rouladen med flødeskum og frugt på toppen.
Kan man undlade majsstivelse?
Nej, det vil jeg ikke anbefale. Majsstivelsen gør bunden mere smidig, så den er nemmere at rulle. Undlader du at putte det i, risikerer du, at rouladebunden går i stykker, når du ruller den.
Hvad er forskellen på en budapestrulle og en fragilite roulade?
Det er to sider af samme sag - begge dele er roulader, hvor bunden er nøddemarengs. I en budapestrulle består fyldet ofte af forskellige frugt og flødeskum, mens en fragilité roulade også kan være fyldt med kaffecreme eller nougatcreme.
Kan jeg komme andet fyld i?
Ja, du kan i princippet fylde rouladen med lige det, du har lyst til. Frugten kan varieres, og det er rigtig lækkert at komme f.eks. banan, mandarin, appelsin eller pærer i.
Den friske frugt kan ersattes af en gammeldags rabarberkompot eller en hjemmelavet praliné, som du enten kan smøre på rouladebunden eller blande med flødeskummet, inden du fordeler det på bunden.
Fragilité rouladen kan også nemt forvandles til en isroulade ved at bruge is i stedet for flødeskum. Du kan bruge lige den is, du bedst kan lide, f.eks. vaniljeis, chokoladeis eller jordbæris. Lad blot isen tø lidt op, så du kan smøre den ud på rouladebunden. Rul rouladen sammen, og kom den i fryseren.
Fakta om opskriften
Måltid: Kage eller dessert
Oprindelse: Det danske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Bagetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for fragilité rouladen
pr. skive | hele rouladen | |
---|---|---|
Kalorier | 366 kcal | 4394 kcal |
Kulhydrat | 30 g | 363 g |
Protein | 5 g | 61 g |
Fedt | 24 g | 294 g |
Næringsindholdet pr. skive tager udgangspunkt i, at rouladen skæres i 12 skiver.