Græsk kyllingefad i fad med kartofler og grøntsager
Den her ret er ikke bare mega nem at bikse sammen, den smager også fuldstændig forrygende. Græsk marinerede kyllingefileter tilberedes i ovnen med dejlige kartofler og grøntsager og serveres med en suveræn tzatziki til. Lidt smuldret feta giver lige det sidste, lækre touch.
Ingredienser
til 2 personer- 500 g kartofler (se hvad du kan bruge overskydende kartofler til)
- 2 peberfrugter
- 2 rødløg
- evt. 100 g artiskok
- 1 fed hvidløg
- 3 spsk olivenolie (hvis du bruger artiskokker, og de er marinerede i olie, kan du bruge lidt af denne olie)
- 2 tsk tørret oregano
- 2 tsk citronsaft
- 1 tsk salt
- 2 kyllingefileter
- peber
Tzatziki
- 1⁄2 agurk
- 180 g græsk yoghurt
- 1 fed hvidløg (lille)
Derudover
- 50 g feta
- evt. persille
- evt. oliven
Sådan laver du græsk kylling i fad
Forvarm ovnen til 225 grader.
Skræl kartoflerne og skær dem i små tern. Kom dem i et ildfast fad.
Pil hvidløg og pres det i olivenolien. Tilsæt oregano, citronsaft og salt, og krydr med peber. Hæld halvdelen af olien over kartoflerne i fadet, og vend det godt rundt.
Sæt fadet i ovnen mens du gør de andre ting klar.
Skyl peberfrugter og skær dem i grove tern. Pil rødløg og skær dem i både.
Tag fadet ud af ovnen og vend peberfrugter og rødløg sammen med kartoflerne. Tilsæt evt. artiskok.
Vend kyllingefileterne i den anden halvdel af krydderolien, og læg dem ovenpå grøntsagerne i fadet.
Sæt fadet i ovnen og steg det i ca. 30-35 minutter, til kyllingen er gennemstegt og grøntsagerne er møre.
Lav tzatzikien imens kylling og grøntsager er i ovnen.
Skyl agurken og riv den på den grove side af rivejernet. Pres så meget væde ud af agurken som muligt med hænderne. Rør agurken sammen med den græske yoghurt og pres hvidløget i. Hold evt. lidt af hvidløget tilbage, så du kan smage til og på den måde sikre, at tzatzikien ikke bliver for stærk. Smag til med salt og peber.
Tag fadet med den græske kylling og grøntsager ud af ovnen, og drys med feta og evt. persille ovenpå. Servér retten med den lækre tzatziki og evt. lidt oliven til.
Se også:
Denne mega lækre opskrift på italiensk farsbrød i fad med kartofler og grøntsager.
Er der grøntsager tilovers?
Hvis der er rester af kartofler, rødløg og peberfrugt, kan du med fordel lave en af disse super lækre opskrifter:Hakket oksekød i fad med kartofler og grøntsager
Lækker æggekage i ovn med bacon og kartofler
Hurtig gullaschsuppe der er proppet med smag
Tip til nem mad en anden dag
Du kan med fordel tilberede ekstra kylling og lave ekstra tzatziki og bruge resterne i disse super lækre wraps:Græske wraps med kylling og tzatziki
Næringsindhold for græsk kyllingefad med kartofler, grøntsager og tzatziki
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 858 kcal | 1716 kcal |
Kulhydrat | 67 g | 135 g |
Protein | 46 g | 93 g |
Fedt | 42 g | 84 g |
Næringsberegningen omfatter både de græske kyllingefileter med kartofler og grøntsager og tzatzikien.
Jeg brugte artiskokker i olie - hvis du bruger nogle uden olie er kalorieindholdet lavere. Jeg har ikke medregnet oliven i næringsberegningen.