Grøn dahl - god ret med grønne linser
Virkelig lækker grøn dahl, der er lavet med ekstra mange grøntsager og grønne linser. En super nem ret med masser af smag.
Ingredienser
til 4 personer- 1 bdt forårsløg
- 1 squash
- 4 fed hvidløg
- 1 spsk ingefær (fintrevet)
- 2 spsk olie
- 1 1⁄2 spsk spidskommen
- 1 1⁄2 spsk stødt koriander
- 1 1⁄2 spsk karry
- 2 tsk stødt gurkemeje
- evt. 1⁄2 tsk chiliflager
- 1 ds kokosmælk
- 6 dl vand
- 2 grøntsagsbouillonterninger
- 300 g grønne linser (tørrede)
- salt
- peber
- 150 g spinat
Servér f.eks. med
- naturel yoghurt (eller raita)
- naanbrød (købte eller hjemmelavede hvidløgsnaan)
- frisk limefrugt eller koriander
Sådan laver du grøn dahl
- Skyl forårsløg, og snit dem fint. Gem evt. den grønne del, og brug det som friskt drys til servering. Skyl squash, og skær den i små tern.
- Pil hvidløg, og skræl ingefær. Riv begge dele på den fine side af rivejernet.
- Svits forårsløg og squash i olien ved middelhøj varme i et par minutter. Tilsæt hvidløg og ingefær, og svits yderligere et par minutter.
- Tilsæt spidskommen, koriander, karry, gurkemeje og evt. chiliflager, og svits igen et par minutter.
- Kom kokosmælk, vand og bouillonterninger i retten, krydr med salt og peber, og bring retten i kog.
- Rør de grønne linser i, og lad dahlen koge i 25 minutter, til linserne er møre. Rør rundt undervejs, så det ikke brænder på.
- Skyl imens spinaten grundigt. Rør spinat i retten, og kog i 5 minutter ekstra, til spinaten er faldet sammen.
- Smag den grønne dahl til med salt og peber, og servér den gerne på ægte indisk manér med raita, hvidløgsnaan og frisk lime eller koriander.
Har du rester af dahlen?
Dahl frikadeller (vegetardeller af dahl-rester)
Kan man bruge grønne linser fra dåse?
Ja, det kan man sagtens. Til 4 personer skal du bruge 3 dåser kogte grønne linser, og i stedet for 6 dl vand skal du bruge 4 dl vand.
Er dahl sundt?
Ja, dahl er super sundt. Grønne linser, som er hovedbestanddelen i retten, er nemlig fyldt med proteiner, kostfibre og B-vitamin, og i den her dahl er der tilmed masser af grøntsager i, så den er ekstra sund.
Fakta om opskriften
Måltid: Hovedret
Oprindelse: Det indiske køkken
Tidsforbrug:
Arbejdstid i køkkenet:
Kogetid:
Samlet tidsforbrug:
Næringsindhold for indisk dahl med grønne linser
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 570 kcal | 2279 kcal |
Kulhydrat | 53 g | 210 g |
Protein | 24 g | 95 g |
Fedt | 27 g | 109 g |
Næringsberegningen omfatter kun selve opskriften på grøn dahl - ikke raita, naanbrød eller andet tilbehør.