Keto brownie
Den lækreste keto brownie med en fantastisk intens chokoladesmag, selvom den har et rigtig lavt indhold af kulhydrater. Dejen tager 5 minutter at bikse sammen, og så skal du blot glæde dig til et lækkert stykke chokoladekage.
Ingredienser
til 1 portion- 175 g smør
- 75 g mørk chokolade 80%
- 150 g Sukrin Gold (Hvad er det?)
- 4 spsk kakaopulver
- 3 æg
- 1⁄4 tsk salt
- 75 g mandelmel
- evt. 2 spsk kaffe (drikkeklar)
Sådan bager du den lækre keto kage
Kom smør, mørk chokolade, Sukrin Gold og kakaopulver op i en gryde. Lad det smelte sammen ved lav varme. Lad det efterfølgende stå og køle af i ca. 5 minutter.
Pisk æggene luftige, og rør dem sammen med chokolademassen.
Tilsæt salt, mandelmel og kaffe.
Kom brownien op i en lille form (ca. 20x15 cm) beklædt med bagepapir.
Bag den ved 180 grader i ca. 30-35 minutter. Der må gerne hænge lidt dej ved, når du stikker en gaffel eller træspyd i kagen for at tjekke, om den er færdig.
Lad brownien køle helt af inden servering.
Flere gode opskrifter på keto kager
Er du lækkersulten efter flere kager, så kan jeg varmt anbefale de her sprøde keto cookies med chokoladestykker og denne keto æblekage, som jeg serverer med flødeskum eller creme fraiche.
Hvad er Sukrin Gold?
Det er et naturligt sødemiddel, der er et super godt alternativ til brun farin. Det indeholder nemlig væsentligt færre kalorier og påvirker ikke blodsukkeret, da det overvejende består af polyoler, som er kulhydrater, der ikke optages af kroppen.
Køb Sukrin Gold billigt her [annonce]
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det amerikanske køkken
Arbejdstid:
Bagetid:
Hvorfor skal du prøve opskriften: Fordi det er den mest intense keto chokoladekage nogensinde.
Næringsindhold for keto brownie
pr. stykke | hele kagen | |
---|---|---|
Kalorier | 318 kcal | 2546 kcal |
Kulhydrat | 5 g | 41 g |
Protein | 6 g | 49 g |
Fedt | 30 g | 241 g |
Næringsberegningen er baseret på, at chokoladekagen skæres i 8 stykker.