Kold mangosuppe - lækker dessert
Den her kolde mangosuppe er en utrolig lækker dessert, for den har en perfekt balance mellem sødme og syrlighed, som gør den til et forfriskende punktum på ethvert måltid. Da det er en meget enkel suppe, er det vigtigt at bruge mangoer, der er godt modne, så de rigtig kan smages.
Ingredienser
til 4 portionerHonningristede havregryn
- 10 g smør
- 2 spsk akaciehonning
- 50 g grovvalsede havregryn
Mangosuppe
- 3 mangoer
- 3 appelsiner
- 1⁄2 citron
- 2 spsk sukker
Til servering
- vaniljeis
- mousserende vin (kold)
- evt. 4 kviste mynte
Honningristede havregryn:
Smelt smør og honning på en pande ved middel varme. Kom havregrynene på panden, og vend dem godt rundt, så de er helt dækkede af smør og honning.
Rist havregrynene, til de er helt sprøde og tørre, og hæld dem så over på et stykke bagepapir. Spred dem lidt ud, og lad dem køle helt af.
Opbevar dem i en lufttæt beholder, til de skal bruges.
Mangosuppe:
Skær mangoen ud i tern, og pres saften fra appelsinerne og citronen. Kom det hele op i en blender sammen med sukkeret, og blend det til en fin puré. Du kan også bruge en stavblender.
Pres herefter puréen gennem en sigte, så den bliver helt glat og uden klumper. Det kan godt tage lidt tid, men du kan bruge bagsiden af en ske eller dejskraber til at presse den igennem med. Smag evt. til med mere citronsaft.
Sæt suppen på køl, indtil den skal serveres.
Servering:
Fordel den kolde mangosuppe i det ønskede antal skåle. Form en kugle af vaniljeis, og placer den i midten af suppen. Drys lidt af de honningristede havregryn over, og pynt evt. med en kvist mynte ovenpå.
De resterende havregryn kan du komme i en lille skål og sætte på bordet, så man selv kan tage lidt ekstra.
Hæld en smule mousserende vin i kanten af hver suppe, og server straks.
Tip:
Skal den have lidt ekstra wow-faktor, kan du vente med at hælde den mousserende vin over suppen, til den står foran gæsterne.