Langtidshævede grovboller
Fabelagtig opskrift på langtidshævede grovboller med en fremgangsmåde, der gør det super nemt at få friskbagt brød på bordet. Hævetiden er virkelig alfa og omega og sikrer et fantastisk resultat med en sprød skorpe og saftig krumme.
Ingredienser
til 18 stk- 1⁄2 pk gær
- 1 tsk honning
- 1 æg
- 2 dl mælk (lunken)
- 400 g hvedemel
- 200 g havremel
- 200 g rugmel
- 200 g ølandshvedemel
- 4 dl vand
Rør gær, honning og æg ud i den lunkne mælk.
Bland de forskellige slags mel sammen i en stor skål, og rør det i mælkeblandingen. Tilsæt vand, og ælt dejen grundigt sammen. Dejen skal være forholdsvist klistret, og hvis det er nødvendigt kan du tilsætte mere vand eller mel. Ælt dejen i ca. 10 minutter.
Sæt dejen til hævning under et fugtigt viskestykke i ca. 4 timer.
Beklæd to bageplader med bagepapir, og brug to spiseskeer til at sætte boller af dejen på papiret. Lad bollerne efterhæve i ca. 3 timer.
Bag bollerne ved 180 grader i ca. 12 minutter, til de er gyldne på toppen og hule, når man banker dem under bunden.
Tip:
I stedet for ølandshvedemel kan du sagtens bruge almindelig hvedemel.