Påske dessert i glas - nem dessert til påskefrokost
Den perfekte dessert til påskefrokosten, der ligner en million, men er vildt nem at lave og sagtens kan laves i forvejen.
Ingredienser
til 4 personerVanilje panna cotta
- 2 1⁄2 blade husblas
- 1 vaniljestang
- 60 g sukker
- 5 dl fløde
- 80 g hvid chokolade
Gelé med appelsin og citron
- 1 1⁄2 blad husblas
- 3⁄4 dl citronsaft
- 1 1⁄4 dl appelsinsaft
- 50 g sukker
Pynt
- 8 påskeæg (små)
- 4 kviste citronmelisse eller mynte
Sådan laver du påske desserten
Husk, inden du går i gang, at du ikke kan lave de to elementer lige efter hinanden. Man starter nemlig med at lave panna cottaen, som derefter skal have tid til at stivne, før man kan lave geléen.
Vanilje panna cotta med hvid chokolade
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand, og lad det stå i ca. 15 minutter.
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Brug lidt af sukkeret til at skille kornene fra hinanden.
Kom sukker, vaniljesukker og fløde op i en gryde. Varm det op ved middel varme til lige under kogepunktet - det må ikke koge.
Tilsæt hvid chokolade, når sukkeret er smeltet og rør rundt i flødeblandingen, til den hvide chokolade er smeltet.
Tag gryden af varmen. Knug husblassen fri for det meste vand, kom den i gryden, og rør rundt, til den er helt smeltet.
Kom flødeblandingen på køl i 1-2 timer, til den er stuetempereret. Hold øje med, at fløden ikke begynder at sætte sig - den skal stadig kunne hældes.
Hæld fløden igennem en sigte for at fjerne evt. husblasklumper. Kom flødeblandingen op i en kande eller en skål med hældetud, og rør godt rundt i den, så vaniljekornene fordeles. Fordel fløden i glas, og sæt dem på køl i minimum 6 timer.
Gul gelé med appelsin og citron
Udblød husblassen i en skål med koldt vand i ca. 15 minutter.
Kom citronsaft, appelsinsaft og sukker op i en gryde. Varm det op ved middel varme, til sukkeret er smeltet helt.
Knug husblassen fri for vand, og kom den op gryden. Rør godt rundt, til husblassen er helt smeltet. Tag gryden af varmen, og lad geléen køle af, til den næsten har stuetemperatur.
Fordel geléen ovenpå panna cottaen i glassene, og sæt dem tilbage på køl. Lad desserten sætte sig i 2-3 timer, til geléen er stivnet.
Pyntning inden servering til påskefrokosten
Umiddelbart inden du vil servere desserterne til påskefrokosten, kan du lægge et par påskeæg ned ovenpå geléen og pynte med en kvist citronmelisse eller mynte. Vil du gøre lidt ekstra ud af pynten, kan du se idéer her.
Vil du have mere inspiration til den ultimative påskefrokost, kan du se flere lækre påskeopskrifter her.
Kan man lave påske desserten på forhånd?
Ja, man skal faktisk helst lave desserten dagen før påskefrokosten, så både panna cottaen og geléen har god tid til at sætte sig på køl. Vent dog med at pynte med påskeæg og citronmelisse til lige inden servering, så citronmelissen er helt frisk, og farven fra påskeæggene ikke når at sive ud i geléen.
Pynt den ekstra flot
Vil du gøre lidt ekstra ud af pynten, er der flere forskellige måder at gøre det på. Bag f.eks. disse sprøde karamel tuilles og pynt desserten med eller lav små fine citron macarons, hvis det skal være ekstra luksus.
Du kan også piske lidt fløde til skum og sprøjte små dutter i en cirkel ovenpå geléen. Placér påskeæggene og en enkelt kvist citronmelisse i midten af flødeskumscirklen, så det ligner, at påskeæggene ligger i en lille rede.
Fakta om opskriften
Måltid: Dessert
Oprindelse: Det italienske køkken
Arbejdstid i køkkenet:
Køletid: 9-11 timer
Næringsindhold for desserten
pr. person | hele portionen | |
---|---|---|
Kalorier | 788 kcal | 3153 kcal |
Kulhydrat | 56 g | 226 g |
Protein | 6 g | 25 g |
Fedt | 60 g | 239 g |
Næringsberegningen omfatter ikke eventuelt flødeskum på toppen.
3 andre lækre desserter til påskefrokosten
Vil du se flere lækre bud på desserter til påskebordet, kan jeg anbefale disse opskrifter:
Luftig appelsinfromageSmå påske cupcakes med vaniljeGulerodsmuffins (perfekte påskekager)